
Et offer for psykisk vold oplever ofte, at situationen vendes på hovedet, så den krænkede fremstår som den fejlende – altså at “Det er min egen skyld”. Her kan du læse mere om, hvad psykisk vold er, hvordan det kan hjælpes, og hvad du kan få ud af at tale med en psykolog.
Er du udsat for psykisk vold, eller oplever du traumer fra tidligere episoder med psykisk vold? Så er det vigtigt, at du får talt om oplevelserne, får bearbejdet dem og får skabt klarhed over, hvordan du kan slippe den skadelige relation og bygge en fremtid op, der ikke involverer nedgørelse, kontrol og manipulation. Ofte er udøveren af den psykiske vold en person, der står dig følelsesmæssigt nært, måske en partner eller et familiemedlem, og det kan gøre det ekstra svært én gang for alle at bryde med volden, så du kan starte din helingsproces og langsomt bygge dig selv op igen. Det kan en af vores dygtige psykologer hjælpe dig med.
Behandling for psykisk vold i Aarhus – kontakt her
Autoriseret psykolog Stine Venge & Søren Kramer
Kontakt os
Hvad er psykisk vold?
Psykisk vold refererer til måder, hvorpå en person kan ydmyge, skade, skræmme og krænke en anden via bl.a. magt, kontrol og grænseoverskridende handlinger. Psykisk vold omhandler en grundlæggende respektløs behandling af en anden person og dennes grænser.
Psykisk vold kan eksempelvis bestå af:
- Mobning og tyrannisering
- Trusler
- Nedværdigende eller ydmygende tiltale og adfærd
- Offentlig udhængning og latterliggørelse
- Følelsesmæssig afpresning
- Urimelig og heftig mistænkeliggørelse
- Eksklusion fra et fællesskab/social udstødelse
- Chikane, forfølgelse, stalking
- Dominerende og kontrollerende adfærd i forhold til en anden persons liv
Psykisk vold finder sted i mange forskellige sammenhænge: parforhold, familier, arbejdsliv, skole-/uddannelses-sammenhæng og sociale fællesskaber i øvrigt.
Det kan være svært selv at vurdere, om man er udsat for psykisk vold. I mange tilfælde kan det være svært at sætte ord på, hvad det præcis er, krænkeren gør, som er krænkende. Dette skyldes, at den krænkende adfærd er yderst manipulerende. Ofte formår krænkeren at vende hele situationen på hovedet, så det er offeret, der fremstilles som den, der er eller gør noget forkert. Man kan som offer derfor føle sig meget forvirret og være i tvivl omkring det, man oplever. Desuden overtager offeret efterhånden krænkerens syn på sig selv, så man tror på, at man intet er værd og man blot er heldig, hvis nogen (krænkreren) vil være sammen med én.
Nedbrydende og traumatiserende
Psykisk vold forekommer i alle samfundslag og opleves ofte meget skamfuldt. Mange pendler mellem tanker som “Jeg er jo heller ikke mere værd/Det er min egen skyld” og “Hvorfor har jeg fundet mig i det”.
Psykisk vold er nedbrydende og traumatiserende og har ligeså alvorlige konsekvenser som fysisk vold, hvorfor politikere er igang med at ligestille disse former for vold lovmæssigt. Offeret oplever symptomer som eksempelvis angst, mistet fornemmelse for egne grænser, ensomhed, lavt selvværd, manglende tro på sig selv, nedsat energiniveau, depression, svigtende hukommelse og koncentration, en mistet tro på at komme fri af situationen og i sidste ende selvmordstanker.
Slip væk fra den psykiske vold
Vi kan ikke hjælpe dig med at tage det afgørende skridt væk fra den psykiske vold, men vi kan hjælpe dig til at forstå, hvad du er udsat for, til at se dit eget værd og til at bearbejde den situation, du har stået i og måske fortsat er fanget i. Er du klar til en ny og bedre start? Så er vi klar til at støtte dig på vejen.
Hvordan kan du få hjælp, hvis du har været udsat for psykisk vold?
Hvis du er, eller har været, udsat for psykisk vold, er behandlingen at skabe klarhed over din situation og dine handlemuligheder, finde eller finde tilbage til dine egne personlige grænser. Du skal have bearbejdet de følelsesmæssige sår, der følger med de krænkende oplevelser. Det kan ofte være vanskeligt at bryde med både adfærds- og tanke mønstre, man har indgået i, og en behandling vil nogen gange være længerevarende, afhængig af hvor lang tid, man er blevet udsat for psykisk vold.
Hvad får du ud af at tale med en psykolog?
Hos en psykolog lærer du at tage kontrollen over dit eget liv, så det er dig og ikke en anden person, der styrer dit liv og dine følelser. Efter endt behandling vil du have en større forståelse af, hvorfor du fandt dig i det, hvilket vil give dig mulighed for at tilgive dig selv at det tog tid at flytte sig. Du vil have sikkerhed over dine egne værdier, din egen tro og grænser, som du vil bruge til at navigere efter i dit liv.
Som led i behandlingen vil du få en række redskaber du kan trække på, når en anden person prøver at kontrollere dig – og udsætter dig for psykisk vold. Du vil bruge disse redskaber til at frigøre dig og tage kontrollen selv og også vide, hvornår du skal bede andre om hjælp. Dette betyder også, at du vil stå med en større tillid til dig selv. Den tillid vil du kan tage med dig ind i nye relationer.
Du kan søge telefonisk rådgivning om psykisk vold blandt andet ved Mødrehjælpen.
Har du lyst til at få en samtale med en psykolog, der har specialiseret sig indefor dette område, så ring til hovednummeret i enten Århus eller København og den ansvarlige leder, som er uddannet psykolog, vil finde en psykolog der passer til dig.
Psykisk vold video