Oplever du, at tanker om din vægt, krop, spisning og mad fylder alt for meget i din hverdag? Måske ønsker du at undersøge, hvorfor det er svært for dig at modstå bestemte typer af mad eller at kontrollere mængden af det, du spiser. Det kan også være, at du ønsker en større overensstemmelse mellem det, du har besluttet dig for at gøre (f.eks. at spise anderledes) og så det, du rent faktisk gør: mange oplever at være meget motiverede for at lave en livsstilsændring – men at det er rigtig svært at få det ført ud i livet, eller rigtig svært at holde fast i ændringen i længere tid.
Jeg tilbyder samtaler om dit forhold til mad, spisning, krop og vægt. Emner for samtalerne kan f.eks. være:
- En optagethed af mad, spisning og krop, som har negativ indvirkning på din hverdag
- Cravings – stærk, næsten ukontrollérbar trang til bestemte madvarer
- Overspisning
- Vaner
- Hvordan du får din motivation omsat til reel handling, som du kan holde fast i
Et problematisk forhold til mad er ikke nødvendigvis en spiseforstyrrelse
Dit forhold til mad, spisning, krop og vægt behøver ikke at betyde, at du har en spiseforstyrrelse, og samtaler med en psykolog om disse emner er ikke kun nyttige eller relevante for personer med spiseforstyrrelser. Tilbagevendende, påtrængende og negative tanker om mad, spisning, krop og vægt kan være en god grund i sig selv til at få en samtale. Det samme kan et ønske om at få din motivation, dine mål og dine værdier omsat til handling. Det er helt op til dig: Hvis du ønsker at arbejde med en eller flere af disse ting, er du meget velkommen hos mig.
Målet for samtalerne er således, at du oplever en positiv forandring i dit forhold til mad, spisning, krop og vægt, eller i din evne til at leve efter dine beslutninger og værdier. Vægttab kan måske blive en følgevirkning af dette, men samtalerne er ikke en slags slankekur, et vægttabsforløb eller kostvejledning. Vi arbejder hen imod om en positiv, psykologisk forandring. Hvori denne forandring skal bestå mere specifikt, er helt op til dig.
Såfremt du ønsker et forløb, der både inddrager det psykologiske og det ernæringsmæssige i dit forhold til mad, er der også mulighed for dette. Jeg samarbejder med Søren Lavrsen, Cand.Scient i Idræt og Molekylær Ernæring og lektor på Professionsbacheloruddannelsen i Ernæring & Sundhed. Herigennem kan vi sikre, at det grundlæggende vedrørende din kost er i orden.
Mit måde at arbejde på spænder fra meget konkrete, praktiske strategier og øvelser, som du med det samme kan gå hjem og anvende i din hverdag – til terapeutiske tilgange der retter sig mod en mere grundlæggende forandring i, hvordan du forholder dig til omverdenen og dine egne tanker og følelser. Hvordan du og jeg skal arbejde sammen afhænger af dine ønsker og mål, og af en fælles, grundig udforskning af din problemstilling. Problemer med vægt, mad, spisning og kropsbillede kan have mange udtryk og årsager, og forskningen viser, at forskellige, specifikke strategier og tilgange er effektive, alt efter hvilken type problematik der er tale om.
For eksempel kan en stor optagethed af mad og spisning hænge sammen med en forøget tendens til at opfange signaler i omgivelserne, der sætter gang i tankerne om mad: en hvid lampe minder måske om en skumfidus, hjemmesidens ”cookies” sætter gang i lysten til kage – og alt dette sker, uden at du nødvendigvis er bevidst om det. Man kan sige, at personer med disse udfordringer har en hjerne, der tolker alt for mange ting som knyttet til mad, og når tankerne først går i den retning, har man oven i købet rigtig svært ved at fjerne opmærksomheden derfra igen, og ikke handle på trangen. Udfordringer af denne type skal arbejdes med på andre måder end f.eks. overspisning, der er knyttet til følelser eller vaner. Vi undersøger dine udfordringer sammen og vælger de rette, forskningsbaserede værktøjer på den baggrund.
Ud over samtaler i Psykologhuset arbejder jeg som forsker og underviser i min stilling som lektor på Professionsbacheloruddannelsen i Ernæring & Sundhed på VIA University College, hvor mit fokus er på spisningens psykologi. Jeg formidler også forskningen i spisningen psykologi i foredrag, kurser og min blog i Aarhus Stiftstidende.
Praktiske oplysninger
Du er meget velkommen til at kontakte mig pr. telefon (61 72 64 10) eller mail (anes@phuset.dk), hvis du har spørgsmål eller måske ønsker at bestille tid til en samtale. Jeg svarer på din henvendelse inden for 2 hverdage.
Samtalerne foregår i P-husets lokaler i Aarhus C (Åboulevarden 39, 1. tv. eller Rosensgade 15, 3. tv.). Hver session varer 60 minutter og koster kr. 895,-. Jeg modtager kontant betaling og MobilePay. Eventuel aflysning af bookede samtaler skal ske senest kl. 7.00 samme dag (aflyser man senere, betales den aflyste session).