Selvværdsproblemer
Problemer med selvværdet viser sig i din opfattelse af den værdi, du har som menneske. Problemer med selvværdet sætter sig på din selvtillid, din oplevelse af kompetence, dit syn på, hvordan andre ser dig, og det kan ramme hele din identitet. Det handler ikke kun om, at du kan lide dig selv, men også om du er et menneske, der kan sættes pris på af andre.
Tegnene på vanskeligheder med selvværdet
Dårlig selvtillid
Problemer med selvværdet viser sig ofte i manglende selvtillid. Selvtillid og selvværd hænger uløseligt sammen. Er jeg nu god nok/klog nok/pæn nok? Tror jeg, at jeg kan gøre det? Nogle begynder at tale dårligt om sig selv, mens andre gør meget for at gøre andre tilfredse. God selvtillid betyder, at du tror på, at du kan klare de udfordringer, du møder i livet. Det betyder også, at får du godt selvværd, kommer der uløseligt bedre selvtillid med.
Kontrol tab
Selvværdsproblemer kommer måske til udtryk ved, at du føler, at det er omgivelserne og begivenheder, der styrer dit liv og ikke dig selv. Du ser ikke dig selv som en, der har styr på sit eget liv. Prøv i stedet at passe ind i det, der nu sker. Du har placeret kontrollen uden for dig selv og har svært ved at tage den tilbage. Det virker måske håbløst, at der skulle ske noget nyt, eller at du kunne gøre noget for at tingene blev anderledes. Selvværdsproblemer kommer til udtryk i en ekstern kontrol tænkning.
Des mere du tænker, at det er omgivelserne, der styrer dit liv og ikke dig selv, des mindre indflydelse får du paradoksalt selv på dit liv. Det bliver således til en selvopfyldende profeti, og problemer med selvværdet tilfører med tiden således flere komplikationer. Men det betyder også, at får du bedre selvværd, så får du mere kontrol i dit liv.
Negativ sammenligning med andre
Det kan give godt selvværd at sammenligne sig med andre, hvis man synes, man er bedre/klogere/pænere. Det kan også være, hvis man bliver inspireret til at gøre noget nyt. Sammenligning er godt, når det er fostret af nysgerrighed.
Men det fungerer selvfølgeligt også den anden vej. Når du sammenligner dig med andre, kan det ende i en oplevelse af, at du ikke er god nok.
Der er 3 problemer på spil her.
- Det første problem er, at du kan lave urealistiske sammenligninger. Det er altid muligt at finde en, der er smukkere eller klogere. Laver du urealistiske sammenligninger, er du dømt til at se dig selv som dårligere.
- Det andet problem er, hvordan du vurderer. Bruger du andres målestok eller din egen? Hvem siger, at det at være smuk er at ligne et glansbillede på de sociale medier? Er det det, som du synes er smukt? Bruger du andres målestokke, kommer du let til den konklusion, du ikke er god eller pæn nok. Bruger du derimod dine egne målestokke, kan det være med til at fjerne selvværdsproblemerne.
- Det tredje problem er selve det at vurdere. Vurdere sig selv eller andre. Vi lever i en vurderingskultur fremmet af de sociale medier, men også en målestokskultur i skolen og på uddannelserne med karakterræs og senere stram måling af resultater på arbejdet. Det har konsekvenser. Ikke blot at blive målt, men også selve det at vurdere tager mere og mere tid. Frem for eksempelvis at være i nuet og slappe af.
Dilemmaer ved brug af sociale meder
De sociale medier er med til at føre os sammen og lave fællesskaber, men dilemmaet er, at de også kan være skadelige.
At bruge Instagram er en veldokumenteret vej for mange direkte til spiseforstyrrelser – særligt bulimi. Sociale medier er fantastiske, fordi de forbinder os, men de er farlige, fordi de er opbygget på at få dine penge ved at stjæle din opmærksomhed og tid. Den opmærksomhed vil du kun give de medier, hvis der er noget nyt, eller noget du kan spejle dig i. Et højt forbrug af sociale medier, hvor vurdering og sammenligning med antal eksponeringer og likes er i fokus, kan både være tegn på selvværdsproblemer og også være en del af årsagen.
Bekymringer er en del af selvværdsfølelsen
Er det nu godt nok? Var det nu rigtigt at gøre?
Tankerne kredser om, hvad der kan gå galt og selv, når der er taget en beslutning, er du måske i tvivl om, om det nu var den rigtige beslutning. Bekymringerne fører altså ikke blot til ubeslutsomhed, men også tvivl. Når beslutningerne tager tid, tvivlen tager tid og der ikke kommer noget godt ud af det, så er der mindre tid til mere produktive overvejelser over nye emner eller endnu vigtigere; der bliver mindre tid til at være i nuet, være i kroppen, være til stede og ikke at virke fraværende overfor sig selv og andre. Så bekymringer og tanker, der kører i ring og rumsterer, tager altså tid og står i vejen for, at der kan tænkes og handles på noget nyt. Det er med til at fastholde følelsen af, at du ikke selv er i kontrol, men at det er omgivelserne, der styrer dig.
Komplikationer med grænsesætning
Et lidt overset selvværdsproblem er vanskeligheder med at sætte grænser for andre. Grænsesætning læres ofte i barndommen; har du kærlige forældre, der sætter pris på, hvem du er som person, og det du kan og gør? Så har du en mere fast platform for, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis du har selvværdsproblemer, kan det eksempelvis være svært at vide, hvornår noget er for meget, og nogen overtræder din grænse. I ønsket om, at andre ikke skal tænke dårligt om dig, så har du svært ved at sætte dine egne grænser. Derved kommer andre let til at gøre noget, der ikke er godt for dig. Når du har svært ved at sige fra, og andre kommer til at gøre noget forkert, bliver du dermed også mere stresset. Og stress kan i sig selv være en medvirkende faktor til selvværdsproblemer.
Negative tanker om sig selv
Et umiddelbart tegn på selvværdsproblemer er, at negative tanker om en selv fylder. Er jeg god/pæn/klog nok? Jeg er for dum/grim og laver ofte dårlige valg. De negative tanker er tydelige og normale symptomer på selvværdsproblemer, og de giver ofte udslag i dårlig selvtillid.
Negative tanker om, hvad andre tænker om dig
Personer, der tænker dårligt om sig selv bruger også ofte meget tid på at spekulere over, hvad andre synes om dem. Det hænger lidt sammen med grænsesætningen. Hvis man er i tvivl om det, man nu gør, er noget, der er godt, så vil man være tilbøjelig til at tænke meget over, hvordan andre tænker om en. Dette er, fordi man ikke selv helt er klar over, hvad der er rigtigt.
Uklare normer og værdier
Hvis du står i livet og ikke ved, hvad der er det vigtigste for dig, er det svært at sætte grænser. Det er også svært at vurdere, hvad der er godt eller dårligt. Du kommer til at leve efter andres normer og værdier. Grundessensen i selvværdsproblemer er uklare normer og værdier – eller, at du har overtaget andres værdier og normer og egentligt ikke helt tror på det. Noget som også hører til de uklare normer og værdier er, at man bruger andres målestok for, hvad der er godt/meget/dårligt. Med uklare normer og værdier kommer du, så at sige, let til at overtage andres målebånd. At leve efter andres normer, værdier og være fremmed overfor dem, og samtidigt bruge deres målebånd for, hvad der er meget/dårligt/stort/lille, er ofte hele fundamentet bag selvværdsproblemerne.
Oplevelse af eget værd som menneske er lille
En konsekvens af alle selvværdsproblemerne er, at din oplevelse af værdi som menneske er dårlig. Det rammer helt ind i din identitet. Derfor er selvværdsproblemer vigtige at adressere.
Komplikationer og konsekvenser
Har du selvværdsproblemer, skal du til en start have en indikation på, hvor slemt du er ramt. Du kan tage en test for selvværd her.
Da følgevirkningerne af selvværdsproblemer kan have indflydelse på flere områder, bør du også tage en test for særligt angst og depression. Du finder test om generel angst her, depression her.
Du vil også på phuset.dk kunne finde teste for stress og andre lidelser. Brug testene som et fingerpeg, og evt. som udgangspunkt for en snak med egen læge eller evt. psykolog.
Løsning på udfordringer med selvværdet
Nogle af løsningerne på selvværdet er at arbejde med at slappe af, holde fokus på nuet og komme til at mærke sin krop og være i den frem for de negative tanker. Nedenstående øvelser kan hjælpe dig med det.
- Vejrtrækningsøvelse
- Afspændingsøvelse
- Stress og tankemylder øvelse
- Fokusskifte øvelse
- Kropsscanningsøvelse og opmærksomhedsøvelse
Øvelserne er en del af et gratis kursus i bedre selvværd. Se kurset for bedre selvværd her.
Du skal også overveje, om du skal spise sundere. Sund mad er grøn mad og ikke færdigretter. Vi ved kost har betydning for humøret. Du kan læse mere om, hvad der er god mad her.
Samtidigt skal du sørge for at få din motion. Lav noget sjovt. Lav noget sammen med andre, så de står og venter på dig. Motion er super godt værktøj mod dårligt humør. Læs mere her.
Om hjælp ved professionelle
Selvværdsproblemer, der har sat sig, så det påvirker hele dit sociale liv eller arbejde, er ikke noget du bør leve med. Ubehandlet bliver det bare værre. Det er helt normalt, at man ikke selv kan håndtere det. Din praktiserende læge kan ikke behandle lavt selvværd, men det kan en psykolog, der er specialist i det. Det kan let være den bedste gave at få behandlet dit eget selvværd, så det bliver bedre.
Læs mere om lavt selvværd her.
Kontakt os her
Relaterede Indlæg
Unges mentale helbred og Covid-19
Der er for nyligt kommet et større fokus på hvad pandemien har gjort ved unges...
Lektion 12: Selvomsorg og selvværdet
Denne øvelse skaber en figur, der drager omsorg for dig, når du er ude af...