Selvkritiske tanker
Selvkritik påvirker ikke kun den måde du ser dig selv på, som jeg er ikke god/pæn/klog nok. Men selvkritik påvirker også den måde du ser verden på, som de andre er bedre/pænere/klogere end mig. Ud fra den måde at anskue hele verden på, opstår de selvkritiske tanker. Og der opstår så en ond cirkel, hvor de selvkritiske tanker påvirker den måde du ser andre og dig selv på.
Denne artikel spænder helt fra de samfundsmæssige årsager med en vurderingskultur til selvkritik til konkrete selvhjælpsøvelser, som kan hjælpe dig, hvis du har mange selvkritiske tanker.
Vi kender alle til selvkritik. Det er også sundt for dig at have et kritisk blik på dig selv og omverdenen. Det betyder at du ikke får et ego som er ude af proportionerne med virkeligheden og opfører dig ordentligt. Og når der gives kritik til en selv og andre betyder det også at anerkendelse og ros står mere tydeligt. Du har måske allerede opdaget at i et system som en familie, arbejdsplads eller studie hvor der kun gives ros, kommer mangel på ros eller kun lidt ros, alligevel til at virke som kritik.
Selvkritik er skadeligt
I et studie hvor man har undersøgt hvad niveauet af selvkritik i alderen 12 år betyder senere i livet, viser det sig at der er færre aktiviteter i ungdomsårene og at ved 30 års alderen er der gennemført færre år på studier. Personerne med selvkritik i barndommen får også dårligere arbejde, dårligere familieliv og er mindre tilfredse med at være forældre.
Studier viser også en påvirkning til senere lidelser som angst og depression.
Selvkritik har altså flere sider, og for at forstå hvorfor og hvornår det er nedbrydende og skadeligt er det nødvendigt at se lidt på hvorfra selvkritikken stammer fra.
Vurderings- og sammenligningskulturen
Selvkritik er en vurdering. Vurderingen har karakter af både vurdering på det man selv har gjort tidligere, eksempelvis bedre til matematik, eller vurderingen er i forhold til andres niveau i matematik. Vurderingen sker fra forældre, skole, studie, arbejde og sociale medier. At vurdere er i stigende grad blevet en del af vores måde at anskue verden og os selv på. Vurderingen har også fået flere tal på i dag. Karakterer i skolen, likes på de sociale medier.
Selvkritik er derfor en konsekvens af vores systemer, strukturer og kulturer. Vi er ikke født til at være selvkritiske. Der er ikke et gen for det. Vi er måske født til at være i en lille smule bedre eller dårligere humør, men selvkritikken er hverken medfødt eller kommet på runesten fra Gud. Den er, trukket skarpt op, så at sige mere kommet fra konkurrencestaten og fra Facebook. Det er her du har din vurderingskultur fra. Og ud fra denne vurderingskultur opstår så selvkritik med medfølgende stress, angst, depression og lavt selvværd.
Du kan læse mere om de forskellige sociale mediers indflydelse her. Der er eksempelvis en direkte sammenhæng mellem spiseforstyrrelser og de sociale medier.
Problemet med vurderingskulturen er dog ikke i så høj grad selve det at du vurderer, som at du måske, så at sige, vurderer ud fra andre målebånd end dine egne. Du lever og vurderer dig efter andres normer.
Andres målebånd
Når du har de selvkritiske tanker, hvad er det så for nogle vurderinger du laver og hvilket målebånd bruger du?
Hvem og hvad er det der siger du skal se ud på den måde? Hvem er det som siger du skal være god til matematik og kunne regne på den måde? Hvem siger du er for tyk?
Det er ikke dig selv. Når du vurderer bruger du ofte andres målebånd. Ikke blot tager vurdering tid fra det der er vigtigt i livet, eksempelvis at nyde nuet, du måler dig også med andres målebånd. Resultatet?
Selvkritiske tanker
Du tænker måske at det er din skyld når noget går galt? Tanker kredser om at du ikke er god, pæn og klog nok. Du får måske bekymringer når du skal være sammen med andre og præstere noget? Det ender måske endda med at du får ondt i maven? Du tænker måske på hvad andre tænker om dig? Du føler måske du ikke slår til? Det ender måske endda med at du føler dig lidt tom eller trist inden i. Og til sidt er hele dit sociale liv måske påvirket. Kan du nikke genkendende til nogle af de stikord og situationer med selvkritiske tanker?
På det tidspunkt er de selvkritiske tanker blevet til en lidelse. Den indre kritiker, der sidder på skulderen af dig har taget over, og måler konstant dig med andres målebånd. Du ender i realiteten med at leve andres liv, og efter deres normer, og har det skidt med det.
Selvkritiske tanker og lavt selvværd
Har du oplevelsen af at have mange selvkritiske tanker kan det måske være en fordel at få en indikation på, hvordan det påvirker dig. Selvkritiske tanker påvirker i første omgang dit selvværd. Du kan tage en selvværdstest her, og se i hvor høj grad dit selvværd er påvirket. Har de selvkritiske tanker godt fat kan det også føre til lidt angst eller depression. Tag test for depression her, og tag test for angst her. Viser testen nogle tegn på enten angst eller depression bør du i første omgang tale med din praktiserende læge omkring det.
Øvelser
Prøv at se om nogle af nedenstående øvelser kan få dig til at fjerne dig lidt fra de kritiske tanker. Hvis øvelsen er svær at lave kan det være at du skal lave den nogen gange, så du får lidt rutine, for at se om den har effekt.
- Vejrtrækningsøvelse
- Afspændingsøvelse
- Stress og tankemylder øvelse
- Fokusskifte øvelse.
- Kropsscanningsøvelse og opmærksomhedsøvelse
Øvelserne er del at et gratis kursus for bedre selvværd. Selvkritiske tanker er en væsentlig del af lavt selvværd, så du kan også prøve at gennemgå kurset og se om det har lidt effekt. Se kurset der får minimeret de selvkritiske tanker her.
Kost og motion mod selvkritik
Hvis de selvkritiske tanker er en udløber af lidt angst eller depression kan det være en fordel at se på ens livsstil. En sund kost og mere motion er med til at dæmpe stress, angst og depression. En sund kost, for færre selvkritiske tanker, er en kost uden færdigretter og med masser af grønt. En kost der giver dig et stabilt blodsukker, så du ikke kommer ned en nogle dale og føler dig nedtrykt. Og motion er nærmest et lille mirakelmiddel mod selvkritik. Daglig motion hvor du får pulsen op gør dig simpelthen i bedre humør. Du kan inden for et par uger læse mere om den rette mad her og motion her.
Professionel terapi til håndtering af selvkritik
Psykologer er trænede i at håndtere problemer med selvkritiske tanker og der kan laves en terapi, som i høj grad kan vise resultater. Det egner sig godt til terapi. Psykologen vil anvende forskelligartede metoder i forhold til graden af selvkritik og årsagen til den. Den metode som ligger lige for ved selvkritiske tanker er kognitiv terapi. Kognitiv terapi er en adfærdsterapi som lærer dig hvornår de negative tanker opstår, så du er opmærksom på de første tegn på det, og lærer dig hvilke tanker du kan sætte i stedet. Der er dog en årsag til de selvkritiske tanker og det kan være svært at erstatte dem, så derfor vil den kognitive psykolog ofte også tage fat i et terapiredskab som ser mere på årsagerne. Her vil psykologen ofte finde inspiration i narrativ terapi, som omhandler de normer og historier du ser og lever dit liv efter. Billedet med ”Andres målebånd” ovenfor er lidt et eksempel på den tilgang.
Vælger du at gå til psykolog skal du allerede efter første gang sikre dig der er en super god relation. Er der ikke det skal du skifte. Det handler ikke om dig eller psykologen men om relationen eller kemien. Det er helt ok og nødvendigt at skifte hvis ikke relationen er super god. Efter 3 gange skal du også kunne mærke fremskridt. Fremskridtene kan være af lidt forskellig art, som minimum er du blevet klogere på dig selv og de selvkritiske tanker, og ved du kan gøre ved det. Men du skal også have en lille følelse af at du har det bedre; at de selvkritiske tanker måske er færre eller nok nærmere er trådt lidt mere i baggrunden. Den indre kritiker skal gerne være blevet en lille smule mindre.
Der er ingen grund til at leve under åget med konstant selvkritik. Det kan behandles.
Læs mere om lavt selvværd her.
Kontakt os her
Relaterede Indlæg
Lektion 14: Dine kvaliteter og selvværd
I dag får du endnu en ny udfordring, men øvelsen er lidt anderledes end den...
Psykologbehandling af mænd
Er du mand, og har du en følelse af afmagt, frustration og nedtrykthed eller...