Indre uro
Uro og rastløshed
Nu rejste jeg mig op igen, gad vide hvorfor jeg gjorde det?
Nu er vi alle sammen samlet, og det er hyggeligt. Hvordan kan det være mit blik konstant glider hen på det forbandede ur?
Kan vi ikke snart komme videre? Jeg havde besøg af en ven i dag og havde svært ved at koncentrere mig om at høre, hvad han sagde. Jeg tænkte på alt muligt andet. Så klør jeg mig i håret igen. Men der er jo ingenting, der klør. Hvad er meningen med det? Jeg mister jo håret.
De møder jeg skal til er så langtrukne, og jeg ved ikke, hvad vi egentlig bruger alt den tid på. De taler alle alt for meget. Det er i øvrigt et kedeligt arbejde jeg har – det kan være, det er derfor. Der er heller ikke nok ure at se på. Kun ét i hver rum. Over døren. Placeret på samme måde. Det samme kedelige ur.
Sørme om jeg nu ikke rejste mig op igen. Så er det med at lade som om, det var med vilje. Lave et eller andet ligegyldigt og vend tilbage til den stol. Der er et eller andet i vejen med den stol. Jeg får nok lidt ondt i ryggen af at sidde på den.
Så er det godt, jeg kan sidde og pille mig lidt i skæget.
Uro og utålmodighed
Hvorfor skal vi bruge så lang tid på at lave mad? Hakke-hakke, røre-røre. Men det er vel ok, så går tiden med det. Bare jeg kan være fri.
Jeg skal besøge mine forældre i weekenden. Jeg har nærmest glemt hvorfor. Men det tager heldigvis ikke så lang tid.
Nu taler min kone igen. Hun bevæger munden, og jeg kan godt se, at der kommer ord ud, men hun er nok bare ved at sige noget om en ligegyldig detalje. Hun snakker sikkert om noget, der i forvejen er uvæsentligt. Men jeg er god til at sige ”ja” på de rigtige tidspunkter. Så er vi videre.
Uro og irritation
Hvorfor skal jeg igen sidde så lang tid i bilen og vente på, at de andre snøvler sig sammen til at komme ud? Det er sådan hver eneste gang, lærer de det aldrig?
Jeg ved ikke, hvad vi skal lave i weekenden. Vi kan lave 3 millioner forskellige ting, og der er vel noget, som er interessant?
OK. Hvis du siger det.
Uro og bekymringer
I morgen er der sikkert en lastbil, der kører et af mine børn ned. De ser sig aldrig for og har travlt med alt muligt andet.
Måske bliver jeg også fyret i morgen. Min chef er ikke helt ved sig selv. Så er det mig, der skal tale med bankrådgiveren om, hvorfor min kone absolut kun kan arbejde deltid. Det skal nok blive en hyggelig samtale.
Uro og meningsløshed
Måske har jeg uddannet mig til noget forkert. Jeg kunne i det mindste have uddannet mig til noget andet meningsløst, der gav lidt bedre løn.
Hvad laver jeg egentligt her? Måske er jeg en robot i forklædning?
Så gik dagen igen. Det gjorde den også i går.
Nå. Ja-ja.
Uro og håb
Det er godt, der er nogle omkring mig, der glæder sig til noget, som sker. Det afholder jeg mig fra. Jeg ved ikke, hvad det skulle være.
Jeg ville gerne ønske, jeg kunne ønske noget, som ikke kunne købes i en butik.
Det er sjovt, som børn er nysgerrige. Det var jeg også engang.
Kontakt os her
Relaterede Indlæg
Lektion 22: Afslutning på bedre selvværdskursus
Stort, stort tillykke – du har nu gennemført et omfattende kursus. Det må da...
Selvkritiske tanker
Selvkritik påvirker ikke kun den måde du ser dig selv på, som jeg er ikke...