Hvordan får jeg god selvtillid?
Du kender måske nogle eller har helt sikkert oplevet nogle, som har god selvtillid. Det stråler ud af dem. Det er så let genkendeligt, men alligevel svært at sætte ord på. Hvad er det, der gør det? Hvorfor er det så tydeligt, når nogle har en god selvtillid? Og ikke mindst, hvad kan du selv gøre for at have den samme selvtillid? Det er jo umiddelbart tydeligt, ar dem med god selvtillid har det bedre.
Denne artikel vil give dig en række råd til at få god selvtillid. Den vil også give dig en række værktøjer i form af øvelser, som kan være med til at få dig på ret køl, når du er særligt hårdt ramt, og der vil også være anvisning til at tage et gratis kursus, der kan give dig god selvtillid.
Du kan hoppe direkte til de værktøjer og råd nedenfor, men det er værd at få en lidt bedre forståelse af, hvad god selvtillid er, og hvorfor det ikke er helt så enkelt, som du måske fornemmer.
Giver god selvtillid gode faglige resultater?
Nej. Undersøgelser viser kun en ganske svag sammenhæng mellem, at elever har god selvtillid og så gode karakterer. God selvtillid fører altså ikke til gode resultater. Faktisk hænger det lidt modsat sammen. Man får god selvtillid af at være god i skolen.
Vi kan heller ikke se, at folk med god selvtillid også nødvendigvis er dem, som får bedre ægteskaber, venskaber eller er mere populære. Undersøgelsernes resultater varierer, men der er ikke noget, som entydigt tyder på, at selvtillid giver resultater. Så svaret er nej. God selvtillid giver ikke gode faglige resultater eller bedre relationer.
Det virker måske lidt anderledes, end det du troede. Men du har måske også lagt mærke til, at folk, som ser ud til at have god selvtillid, ikke altid er gode til det, hvor de udviser god selvtillid. Så undersøgelserne giver mening i forhold til det, du nok selv har observeret tidligere.
Fordele og ulemper ved en god selvtillid
En god selvtillid betyder ofte, at folk er gode til at stille sig op foran andre og forklare og præsentere. De vil ofte også være nogle af de mere populære.
Men den største og væsentlige fordel med god selvtillid (self-esteem) er, at folk er glade. Så det i sig selv gør selvtillid til en god målestok for livskvaliteten. Man bliver hverken klogere, pænere eller dygtigere af at have god selvtillid, men man får det vigtigste; lykke.
De fleste med god selvtillid har også godt selvværd. Men nogle få har på overfladen det, der ser ud som god selvtillid, og de kan under facaden være meget i tvivl, om de nu også er gode nok, og om andre synes de er rigtige. De er helt fanget af at have andres opmærksomhed. For dem er god selvtillid omvendt et udtryk for narcissisme. De er selvcentrerede og kan endda være farlige at være i nærheden af.
Mange kan også have et helt urealistisk billede af, hvad de selv kan, og hvor vigtige de er. Selvtilliden er her så overdreven, at det også er til skade. De kommer til at fylde og får ikke leveret det, de lover. Når det sker, er der så at sige for meget selvtillid.
Det er altså vigtigt at havne i en situation, hvor din selvtillid gør, at du bliver mere lykkelig, men også, at den finder en plads, så du får lyttet til og forstået andre. Så er selvtilliden god.
Undersøgelse af din selvtillid
Inden vi går videre til de gode råd, skal vi sikre, at din selvtillid ikke er så dårlig, der kan være andre problemer. Vi kalder det en selvværdstest. Tag testen her. Du bør også prøve en test for angst og depression. Du finder test om generel angst her og depression her. Viser angst- eller depressionstesten nogle klare indikationer på problemer, bør du komme omkring din praktiserende læge til en lille snak. Hvis testene viser det, vil de skrive det i resultatet. Eventuelt lidt angst og depression bør håndteres, før det giver mening at få god selvtillid. Men det kan fint køre sideløbende. Og god selvtillid vil være med til at give bedre humør og mere trivsel – så det er bestemt vigtigt at få håndteret det.
Tips for god selvtillid
Rank ryggen
Rank ryggen og gå som en dronning. Noget af det, der gør det tydeligt, at folk har god selvtillid er, at de ikke går rundt og krummer sig sammen. De står og går rankt, får brystkassen frem og så ser de ud på omgivelserne med et roligt overblik. De tør godt vise, at de ser og bliver set på. Og deres krop viser det også.
Hvis det er svært: For at øve dig i at gå rundt med rank ryg, kan du tage en bog på hovedet og balancere med den, mens du går.
Nu er det selvfølgeligt sådan, at du ikke får god selvtillid det øjeblik, du laver rank ryg. Det er ikke en tænd/sluk knap. Men ved at gøre det til en vane og samtidigt trække vejret dybt og roligt, viser du ikke blot til andre, at du har overskud. Det er ikke det, der gør det virker. Det der gør, at det virker er, at din krop viser dine tanker, at du har overskud. Forvent ikke mirakler. Men prøv og se om det påvirker dine tanker en lille smule at ændre kropsholdning og udstråling.
Brug dit eget målebånd for, hvad der er godt
Du skal leve dit eget liv. Efter de værdier og normer du abonnerer på. Ikke andres. God selvtillid kommer højest kortvarig, hvis det bygger på, at man er god til noget, som andre synes er vigtigt. Det er svært at bygge god selvtillid på noget, du dybest set ikke selv tror på. Stræber du efter det, du synes er vigtigt i livet, finder du ovenpå det en robust ro og god selvtillid.
Tal med andre
For at finde ud af, hvad der er vigtigt i dit liv, er det vigtigt at tale med andre om det. At gå og rumstere med tankerne selv fører sjældent til noget nyt. Tag en snak med en god ven eller familie om det. Alle ved, hvad selvtillid er, og langt de fleste kender til det med ikke at have god selvtillid. Det er et emne, stort set alle kan forholde sig til.
Når du snakker med andre, vil de være tilbøjelige til at give dig gode råd om, hvordan du skal få god selvtillid. Det er ikke sikkert, det er det mest optimale for samtalen. Måske er det vigtigere, at de lytter til dig og stiller nysgerrige spørgsmål. Gå lidt rundt sammen over god tid og kom omkring hele problemet med din selvtillid. Det er nok i detaljerne, at sandheden kan findes, så der findes ikke nogen måder at gøre det hurtigt på. Den bedste måde, at nå det hurtigt i samtalen er ofte ved at tage det roligt.
Skru ned for forbruget af Facebook, Instagram og andre sociale medier
De giver et gennemført uvirkeligt billede af virkeligheden, der ikke passer med noget som helst. De glansbilleder og forskønnede historier, der præsenteres her er så langt fra virkeligheden, som noget kan komme. Vi ved fra undersøgelser, at de sociale medier er skadelige for selvtilliden og det bagvedliggende selvværd.
Få din motion
Motion er et lille mirakelmiddel for bedre humør. Daglig motion, der får pulsen op, fjerner stresshormoner og udløser signalstoffer, der gør dig i godt humør. Det er veldokumenteret. Det kan ikke anbefales nok. Lav noget motion, som er motiverende til at få dig op af sofaen. Det er motion, der er sjov. Og det er motion, som er sammen med andre. Læs mere her, det er motion i forbindelse med angst, men det er i princippet de samme virkemidler.
Spis sundt
Sørg for dit blodsukker ikke falder ned i en dal. Gør det stabilt. Spis grønt, spis ikke færdigretter. Du kan læse mere her i artiklen: Mad mod angst
Værktøjer når selvværdet er dårligt
Hvis du en dag er helt nede i kulkælderen, eller testene af selvværd ovenfor viser, du har problemer, kan du måske finde lidt lindring i nedenstående øvelser. Lav dem, hvor du er i fred og ikke forstyrres og nogle af dem skal også øves flere gange, før de virker. Find dem, der passer til dig og brug dem gerne på forkant, inden du får det dårligt.
- Vejrtrækningsøvelse
- Afspændingsøvelse
- Stress og tankemylder øvelse
- Fokusskifte øvelse
- Kropsscanningsøvelse og opmærksomhedsøvelse
Øvelserne er del af et kursus i godt selvværd. Du finder hele kurset her. Kurset adresserer selvværd, men overlappet mellem selvtillid og selvværd er stort.
Professionel hjælp til god selvtillid
For mange kan det være svært at få god selvtillid ved at arbejde med det selv. Måske har du bakset med det i flere år, og orker det ikke mere. Så kan der være hjælp at hente ved en psykolog. God selvtillid er noget, der kan gives, og god selvtillid og selvværd kan være den bedste gave, du nogensinde kommer til at give dig selv.
Læs mere om lavt selvværd her.
Kontakt os her
Relaterede Indlæg
Selvtillid og selvværd
Selvtillid er en stilling til ens færdigheder og evner. God selvtillid betyder...
Meditation selvværd
Meditation for bedre selvværd kan bruges i terapeutisk sammen, styret af en...