Lektion 20: At finde mod når selvværdet er lavt
I dag skal du sætte fokus på at finde dit mod frem, da det er dit mod, der skal støtte dig i at blive mere dig selv, som den du har lyst til at være.
På en søgning på internettet i den danske ordbog (DSL) kan man læse, at ordet modig blandt andet beskrives, som at ”Man ikke er bange for at udsætte sig for farer, løber en risiko eller blive udsat for misbilligelse”. Du får måske hjertebanken blot ved at læse ordene ”modig” og ”misbilligelse”? Det lave selvværd har det med at pille mod ud af mennesker. Men er det rigtigt, at man er modig, hvis man ikke er bange for at udsætte sig selv for farer? Er man ikke snarere modig, hvis man er bange, men gør det alligevel?
Det tager vi udgangspunkt i her i øvelsen. At gøre noget man er bange for, men netop gøre det trods frygten. Handle selv om der er en risiko. Selv om det vil gå mod dine instinkter, der siger: Better safe than sorry.
Mod er at gøre det der er vigtigt for en
Man skal ikke kaste sig ud i hvad som helst. Det skal være noget, der er vigtigt for én. I den danske ordbog (DSL) står der således, at ordet modig har sin oprindelse i et ord der betyder ”stærkt bevæget, oprørt, vred”. Der er altså noget på spil. Vi koncentrerer os om denne form for mod, og ikke det mod det kræver at kaste sig ud med falskærm o.lign. Vi er også intereserede i det modsatte, hvor man ikke er vred (og skal sige fra), men hvor der er noget, man meget gerne vil (sige til). Altså både at sige ja og nej, både til og fra.
Når man siger til og fra, bliver man synlig for sig selv og for andre. Det giver selvrespekt og respekt fra andre. Enighed er ikke det vigtigste her, selvom lavt selvværd vil prøve at bilde dig netop dét ind. Hvad er mon vigtigt for dig? Er det nemmest at kæmpe for dig selv eller for andres skyld? Hvornår har du sidst gjort det? Vi er ude på at undersøge selv ganske små eksempler her – blot dét at sige, hvad man har lyst til at spise i stedet for at sige ”Du bestemmer”. Måske er det så længe siden, at du har sagt din mening, at du har glemt, hvad den er. Jo mere du har glemt, desto mere har du at opdage, smage på og få lyst til.
Øvelse i at finde modet
Inden du går i gang med at skrive er det vigtigt, at du laver øvelsen med dit trygge sted. Lyt gerne til øvelsen:
Sæt dig godt til rette og svar på nedenstående spørgsmål. Skriv gerne hurtigt i dag.
- Tænk på en situation, helst så frisk som mulig, hvor du sagde din mening. Beskriv ganske kort situationen: Hvor var du, hvad skete der, og hvad sagde du?
- Hvad var det, der netop i denne situation fik dig til at sige din mening?
- Var det nemt eller svært?
- Hvordan tog du tilløb til dette?
- Hvad var intentionen – hvad ville du gerne opnå med at sige din mening?
- Var der nogen eller noget, som du gerne ville passe på?
- Hvad vil du kalde det, som var vigtigt for dig her?
- Hvordan vil man kunne se tidligere i dit liv, at netop dette er vigtigt for dig?
- Har du andre gange kæmpet for det samme? Fortæl kort.
- Hvordan er det kommet dig selv og andre til gode?
- Er der nogen, der har værdsat dette og hvorfor?
- Hvad bliver du klogere på i denne øvelse?
- Hvordan kan dette få betydning for dig fremover?
Ekstra øvelse
Hjemmeøvelsen i denne uge er en simpel måde at hjælpe dig til at finde fokus og falde ned, hvis du er lidt nervøs. Øvelsen er i al sin enkelhed at pille ved ting i situationer, hvor du skal koncentrere dig eller i sociale sammenhænge. Du har måske fået besked på at sidde stille som barn og lade være med at pille ved ting, men faktisk er det en god idé at pille ved noget (taktil stimulation) for at blive mere rolig. Du kan pille ved en fingerring, et armbånd, dit hår, øreflippen, en papirclips, en kuglepen eller hvad end du kan finde, der virker bedst for dig. Gør det overalt hvor det passer dig. Prøv bevidst at mærke efter om der er forskel for dig.
Kontakt os her
Relaterede Indlæg
Lektion 5: Tegne sit selvværd
Øvelsen i dag kan være en udfordring for dig, der holdt op med at tegne for...
Lektion 20: At finde mod når selvværdet er lavt
I dag skal du sætte fokus på at finde dit mod frem, da det er dit mod, der...