Akut krise

Nogle gange sender livet os ud, hvor vi føler, vi ikke kan bunde. Når vi mister én, vi holder af – når vi bryder med en kæreste/ægtefælle – når vi bliver ramt af alvorlig sygdom – eller når der sker noget andet, måske uventet, der ændrer vores liv drastisk. I sådanne situationer kan vi komme i krise.

Står du i sådan en svær periode, kan det være, at du føler dig væltet omkuld – at du ikke helt kan genkende dig selv. Måske føles resten af verden langt væk – du kan føle en tomhed, og har måske svært ved at sætte ord på, hvordan du egentligt har det. Måske tager du en facade på, og går på arbejde/studie – eller du kan have svært ved overhovedet at stå op om morgenen. Det kan også være, at din krise har stået på så længe, at du tænker, du måske er ramt af en depression.

I samtaler med mig får du hjælp til at håndtere de stærke følelser, der er forbundet med at være i krise – såsom håbløshed, meningsløshed, sorg, vrede og angst. Samtidigt kan jeg hjælpe dig med at finde frem til, hvad der er vigtigt for dig i livet på bagkant af den svære oplevelse. Således får du en rettesnor i forhold til, hvad du fremover skal forsøge at skabe i dit liv. Læs mere om, hvad der foregår i samtalerne her.

Du kan under ’Klientudtalelser’ læse udtalelser fra nogle af mine tidligere klienter om, hvordan de har oplevet samtalerne med mig, og hvordan de har fundet deres vej videre frem gennem samtalerne.

 

Livskrise

Du kan også bruge samtaler med mig til at finde ud ad, hvilken vej du skal gå i de situationer, hvor du føler, at du står ved en skillevej. Det kan være, at du overvejer skilsmisse, at gå fra din kæreste, om du skal have børn, skifte job/studie eller andre større beslutninger. Det kan også være, at det er mere uklart, hvilke mulige veje dit liv kan fortsætte ad – men du er ikke tilfreds med tingenes tilstand, og du vil gerne have hjælp til at komme videre.

I disse situationer føles det formentlig, som om dine tanker roder og går i ring – og du kan være plaget af tvivl og usikkerhed. Måske har du været utilfreds med tingenes tilstand i en længere periode – og måske har du gjort noget, du ikke kan genkende dig selv i. Det kan også være, at du i længere tid har befundet dig i omstændigheder, hvor du er kommet langt væk fra dig selv – så du nu har svært ved at finde ud af, hvad du skal mene og synes om ting, hvilket retning dit liv skal have, o.lign.

I samtalerne med mig får du hjælp til at få styr på dine tanker, så du får mere ro og energi. Vi undersøger alle de mulige veje, du kan gå ad – og hvilke konsekvenser det vil have at gå ned ad de forskellige veje. Samtidigt får du kontakt med dét, der giver dit liv værdi, hvilket ruster dig til at træffe de valg, du står over for – og giver dig klarhed i forhold til din videre færden.

Læs mere om samtalerne her.

Du kan her læse et kort interview med mig i Magasinet Liv, hvor jeg giver gode råd om at komme igennem en krise.

 

Ring på 5191 9285 eller skriv på rikkepap@phuset.dk, hvis du har spørgsmål eller ønsker at booke en tid.