Nanna:

“Jeg har gået i terapi hos Rikke to gange med nogle års mellemrum, og det er uden tvivl noget af det allerbedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv.

Første gang var jeg temmelig nervøs for at starte hos psykolog. Jeg forudså et tungt og hårdt forløb, som kun på lang sigt (måske) ville hjælpe. Efter jeg har lært Rikke at kende, må jeg indrømme, at jeg håber, at det ikke er sidste gang, jeg ser hende. Jeg kan bedst beskrive min oplevelse, som at min verden er blevet større, mere rolig og sammenhængende. Det er lidt ligesom, at når jeg kommer til Rikke, mangler der nogle brikker i et stort puslespil. Når jeg taler med Rikke, hjælper hun mig med at få brikkerne til at blive synlige, så jeg pludselig kan se sammenhængen og et meget større og “helt” billede. Efter hver samtale har jeg følt mig mere let, energisk og glad.

Jeg har sat uendelig meget pris på at møde en terapeut, som er så engageret, fuld af positiv energi og aldrig fordømmende. Derfor ved jeg, at næste gang jeg står i en livssituation, hvor jeg føler at der “mangler” noget; hvor jeg er fortvivlet, eller bare mangler noget afklaring – nogle brikker i mit puslespil – så vil jeg finde Rikke igen. Jeg ville ønske, at mange flere gav sig selv den gave.”

 

Louise: ”Projekt glad”

”Jeg har jo bare kærestesorger og er usikker på, hvordan mit liv skal forme sig, ligesom mange andre i slutningen af tyverne”, gentog jeg for mig selv et utal af gange gennem søvnløse nætter og kontrollerede måltider, indtil jeg til sidst stod med en henvisning, der havde kategoriseret mig som én med ’mild til moderat depression’. En kategorisering, der pludselig var endnu mere skræmmende end den fremtid, der før havde holdt mig vågen.  Hvordan kunne glade Louise pludselig blive forvandlet til svage Louise, der ikke engang kunne håndtere noget så simpelt som et brud med en kæreste og en ventende fremtid selv? Ordet ’psykolog’ klingede i mine ører samstemmigt med ordet ’psykisk syg’, og med forestillingen om, at jeg havde taget afsked med glade Louise for altid, startede jeg mine samtaler med Rikke.

Det var en befrielse at opleve, at samtalerne med Rikke hverken fik mig til at føle mig syg eller svag. Tværtimod. Gennem forståelse og engagement fik Rikke vendt min frygt for at blive stemplet som syg til en fascination af at få lov til at kigge ind i mig selv. Hun fik mig til at indse, at det er en styrke at bede om hjælp, når livet byder på problemer, der virker uoverskuelige og uløselige. Også selvom det er problemer, der umiddelbart ikke virker større end mine veninders. Følelsen af at være svag blev på et slitsekund erstattet af følelsen af at være stærk, og jeg kunne pludselig overskue og endda glæde sig til den fremtid, der ellers havde virket så skræmmende.  Takket være Rikke er det, jeg tidligere så som spild af to år, hvor jeg på intet tidspunkt var så glad, at jeg kunne mærke sommerfuglene baske i maven, forvandlet til to års erfaring, jeg aldrig vil være foruden.

Jeg startede samtalerne med Rikke med ordene: ”Jeg vil bare gerne være glade Louise igen”, og  jeg sluttede dem med ordene: ”Jeg er ikke bare glad, jeg er glade og meget stærke Louise, der har været så heldig, at jeg har fået en indsigt og en erfaring, som jeg kan gøre brug af i den spændende fremtid, som er min.” Jeg har lovet mig selv, at jeg resten af livet vil søge hjælp, når problemerne bliver for store. Jeg vil se det som en mulighed for at blive endnu klogere på mig selv, og jeg vil føle mig stærk, mens jeg gør det.”

 

Martin: ”Hun reddede mit liv….

Min historie startede med, at der var to dødsfald i nærmeste familie (mormor, svigermor) – ja jeg havde et godt forhold til min svigermor, hun var nærmest blevet en reserve-mormor for mig. Jeg blev ligeledes fyret fra mit job, og fik så også lige smadret vores bil i en trafikulykke. Alt sammen inde for relativ kort tid. Min forlovede og jeg kæmpede ligeledes med det offentlige (Jobnet) om en forlængelse af hendes revalidering, hun studerer på Københavns Universitet på en revalidering grundet hendes epilepsi, og det har resulteret i, at hun ingen penge har fået i næsten 2 år.

Kroppen kunne ikke mere og sagde stop, og jeg fik en middelsvær depression, og jeg var derude, hvor jeg flere gange tænkte om livet var værd at leve.

Jeg var på dagpenge, og begyndte med medicinsk behandling hos psykiater, hvilket jeg ikke rigtigt følte, førte til så meget. Min daværende sagsbehandler rådede mig til at prøve en psykolog. Jeg søgte lidt på nettet og fandt egentligt en anden psykolog end Rikke, men denne gik på barsel, og Rikke overtog hendes klienter.

Jeg kom så i kontakt med psykolog Rikke Papsøe, hvilket har ændret mit liv for altid. Allerede fra første samtale fik hun mig til ”åbne” mig, hvilket jeg har haft meget svært ved, da jeg altid har været genert, lukket og uden kontakt til ret mange mennesker. Rikke fylder en hel tavle med noter, hver gang jeg har været hos hende, og jeg går derfra med en tilfredsstillelse og en tanke på, at hun kender mig bedre en nogen andre, selv mig selv. Og jeg tænker, at alt, vi har snakket om, passer til punkt og prikke. Hun har en evne til at få vendt de dårlige tanker og følelser til noget positivt, bl.a. ved at prøve at se tingene fra en anden side. Jeg er altid gået fra vores samtaler glad og mere positiv over livet. Min kæreste har grædt, når hun har set, hvor glad jeg kommer fra samtalerne med Rikke. Rikke har fået mig til at komme ind i en ny fase i mit liv, hvor jeg ikke er bange for at tage kontakt til mennesker og snakke med dem, jeg tør sige fra – og selv min mor er blevet overrasket over, at jeg ikke mere er den lille søde dreng, man bare kunne vikle om sin lillefinger, men nu er en mand, der siger fra, når jeg er utilfreds med tingene. Min forlovede er også blevet overrasket over, at jeg nu tør sige fra, og ikke bare siger ja og amen.

Jeg er nu et helt nyt menneske:

Jeg er begyndt i job i et forløb, hvor arbejdstiden bliver sat op stille og roligt, indtil den er på 37 timer. Det er et job, hvor chefen kun har positive ting at sige om mit arbejde, kollegerne er de bedste, man kan tænke sig til, og jeg er glad for at tage på arbejde hver dag.

Sidste samtale med Rikke:

I tiden op til sidste samtale med Rikke (hun går på barsel, øv øv øv), og vi er nået så langt, at der ikke er behov for flere samtaler, gik jeg næsten og fik tårer i øjnene, fordi vi nu ikke skulle have vore dejlige samtaler mere. Jeg ved, at jeg kommer til at savne Rikke og hendes dejlige smil og varme, jeg altid har følt hos hende, og vi sluttede med en stor krammer, hvilket næsten fik mig til at græde. Håber, jeg kan høre lidt fra hende i fremtiden via mail. Jeg kommer virkeligt til at savne hende.

TAK, RIKKE, DU HAR REDDET MIT LIV FOR EVIGT, DU VIL ALTID VÆRE I MINE TANKER.”

_____

Kig også her og se min udtalelse i  TV2 Lorry om mobning i skolen og forældre, der griber til selvtægt.