heidi-nielsen-psykolog-aarhus

Alle mennesker løber på et tidspunkt ind i problemer i deres liv. Mange gange klarer vi livets besværligheder selv og med hjælp fra familie og venner, men nogle gange sætter problemerne spor i os som negative tanker, uhensigtsmæssige handlemønstre eller manglende selvtillid. Jeg kan hjælpe dig til bedre at forstå dig selv og komme videre i livet på den måde, du gerne vil.

Samtaler hos en psykolog kan hjælpe os til at forstå, hvorfor vi gør, som vi gør. Hvorfor dét, som ser let ud for andre, kan virke så svært for os selv at gøre og hvorfor det er så svært at begynde at gøre tingene anderledes. Hvorfor vi kan blive ved med at gentage de samme dumme mønstre og blive vrede, kede af det og skuffede over os selv. Når vi får en forståelse for vores handlinger og de situationer, der er svære, bliver det lettere at ‘øve sig’ i at handle anderledes og leve vores liv på en bedre måde.

I livets allersværeste perioder kan samtaler med en psykolog skabe lettelse, overblik og ro. Være et sted, hvor man kan lette hjertet og give plads til angst, håbløshed og andre store følelser, der kan være svære at vide, hvad man skal stille op med. Herefter kan samtalerne hjælpe én videre i livet med de erfaringer, man altid tager med sig fra svære perioder.

Men samtaler kan også gøre en forskel, hvis man i hverdagen ikke føler sig rigtigt glad eller tilfreds. Hvis man har brug for afklaring i spørgsmål, hvor man plages af tvivl og usikkerhed eller har svært ved at træffe beslutninger og føre dem ud i livet. Det kan gælde tvivl i parforholdet, usikkerhed om karrierevalg eller ønsket om selv at tage mere kontrol med sit liv. Mange gange kan man med få samtaler opleve at få andre perspektiver på og handlemuligheder ind i sit liv.

Jeg har bred erfaring med arbejdet med bl.a. stress, depression, angst, parforhold, lavt selvværd, tristhed, sorg- og krise-reaktioner, smerter, kronisk sygdom og spise-relaterede problemer.

Jeg er Cand.Psych. fra Århus Universitet og medlem af Dansk Psykologforening. Jeg dygtiggør mig løbende ved deltagelse i videreuddannelse og kurser og modtager supervision for at kvalitetssikre mit arbejde.

Kontakt:

Du er velkommen til at kontakte mig på 50448034 eller heidi@phuset.dk for en uforpligtende snak eller bestilling af en tid.

Pris og varighed:

En samtale varer 60 minutter og prisen er 850,-. Nogle foretrækker lidt længere samtaler og kommer så måske lidt sjældnere. Du vil hurtigt mærke, hvilke rammer, der passer dig bedst. Det er svært på forhånd at afgøre forløbets varighed. Nogle kommer med en afgrænset problemstilling, de gerne vil have nogle få timers sparring på. Andre vil lave mere vedvarende forandringer i deres liv og kommer hos mig over en længere periode. Det er altid dig, der afvejer, hvilket behov og råderum du har til samtaler i dit liv.

Ved par- og familieterapi varer en samtale 1 1/2 time og koster 1225,-

Jeg er ikke omfattet af Sygesikringsordningen og du kan derfor ikke få tilskud til samtaler hos mig med en henvisning fra din læge. I nogle tilfælde dækker din arbejdsforsikring (eks. ved stress), kommune eller din private forsikring.

Praktisk information:

Samtalerne foregår i Psykologhuset ved Åen på adressen Rosensgade 15, 4. sal, 8000 Århus C. Lokalerne er centralt placeret i Latinerkvarteret, få minutters gang fra både Århus Domkirke og Magasin, hvor man kan parkere.

Ved ankomst kan du sætte dig i venteværelset, hvor der er vand, kaffe, te og læsestof. Ventetid kan forekomme, men sjældent mere end 10-15 minutter.

Afbudsregler:

Afbud skal meldes senest 24 timer før samtalen, hvis man vil undgå at betale. Så har jeg mulighed for at give tiden videre til en anden.

Tavshedspligt:

Jeg har tavshedspligt og du kan derfor have tillid til, at det du fortæller mig ikke gives videre til andre uden dit samtykke.