Når vi rammes af sorg

Alle mennesker kommer i løbet af livet ud for at miste nogen, man holder af – og at skulle igennem den medfølgende sorg. Sorg er ikke en lidelse, som i sig selv nødvendigvis kræver terapi. Nogle mennesker kommer fint og sundt igennem det naturlige sorgforløb. Men for andre er det sværere.

Har man svært ved at få håndteret og bearbejdet sin sorg på en sund og konstruktiv måde, kan det have forskellige årsager. Måske har følelserne i situationen virket for uudholdelige, og er derfor blevet undertrykt – med konsekvenser for din trivsel. Måske har du haft for meget om ørene til rigtigt at forholde dig til hvordan du havde det. Måske har du manglet de rigtige værktøjer. Måske har du simpelthen bare brug for et sted, hvor du har ro, rum, plads og tid til at gå ind i og få bearbejdet følelserne og forløbet rigtigt.

Får man ikke bearbejdet sorgen på en sund og naturlig måde, men tværtimod måske kommer til at kæmpe med den, kan man sætte gang i en ond cirkel, hvor sorg og kamp udvikler sig til en generel mistrivsel. Og så kan man have brug for hjælp.

Oplever du fx:

  • At du sidder fast i din sorg?
  • At du har svært ved at få sat ord på dine følelser? Og måske forsøger at skubbe dem væk, fordi de virker for voldsomme?
  • At du kommer til at presse dig selv til ”at komme videre” – med modsat effekt?
  • At du er bange for at “belemre” andre med din sorg – og derfor kommer til at holde den inde?
  • At du ind imellem har store humørudsving?
  • At du har mistet dit overskud og er blevet indelukket og nedtrykt?
  • At almindelige hverdagsgøremål er blevet mere uoverskuelige?
  • At du gradvist har mistet livsglæden og optimismen?
  • At du har fået flere tanker om døden – og måske en forstærket dødsangst og angst for at miste?

Hvis du kan genkende dig selv i noget af det ovenstående, kan samtaleterapi være en god vej at gå.

Hjælp til håndtering af sorgprocessen

I terapien vi vil fokusere på at få bearbejdet tabet og sorgen på en naturlig måde. Desuden vil vi arbejde med at skabe en balance, hvor du kan have plads til din sorg, samtidig med at du får din hverdag til at køre videre, som den skal.

Jeg har flere års erfaring i at arbejde med sorg – i forskellige udtryk og forskellige stadier. Jeg trækker på en bred palet af psykoterapeutiske metoder, og den konkrete tilgang afhænger altid af hvad der passer til dig og din problemstilling.

Læs mere om min faglige profil her.

Du er altid velkommen til at kontakte mig uforpligtende til en snak over telefonen om hvordan jeg evt. vil kunne hjælpe dig. Ring på 6169 6100 eller skriv til anette@phuset.dk.