
Selvfølgelig må du game, men…
Så længe der har eksisteret mennesker, har mennesker søgt nydelse og rus. Centre i hjernen er programmerede til at respondere positivt på nydelsesstimuli. Derfor er det fuldt ud naturligt, at spil og fritidsaktiviteter betager os og optager vores tid. Det gælder også for computerspil og online samvær.
Hvorfor taler man så ofte om gaming som et problem?
Svaret er simpelt. Det gør man fordi mange oplever det som et problem. Når vi har et problem har vi behov for at tage stilling til det, forstå problemet og finde ud af, hvad vi kan gøre ved det.
Det skal understreges, at gaming ikke er et problem for alle, der gamer. Mange lever fint med deres forbrug, er tilfredse med indholdet af deres liv, og tænker ikke videre over antal timer eller økonomi i forbindelse med gaming.
Rigtig mange oplever dog, at gaming tager mere tid og plads i tilværelsen, end de kunne ønske sig, og at det ikke altid bidrager til tilfredsheden med livet, at spillet er underholdende.
Problematisk gaming kan tage udgangspunkt i mange forskellige domæner af livet og handler ikke kun om udformningen af spillene, som nogle påstår. Det er indlysende at spilproducenterne designer deres spil til at fastholde brugerne. Ligeledes er det ikke overraskende, at de gør brug af særdeles snedige designs, der er svære at gennemskue og endnu sværere at vriste sig fri af. Der bør lovgives på området for at hjælpe brugerne, men effektive designs er ikke den eneste grund til at folk udvikler en afhængighed. Det handler også om, hvad der ellers trækker i en. Det handler i høj grad om, hvad livet ellers indeholder, hvilken baggrund og opvækst man har, hvilke ressourcer man har og hvilke rutiner og vaner man har fået med hjemmefra, samt meget mere.
Når folk kommer til vores klinik og søger hjælp til problematisk gaming, taler vi allerførst med dem om, hvad gaming betyder for dem. Hvilken rolle kunne tænke sig at spillene havde i deres liv? Vi stiller os nysgerrige i forhold til, om det i det hele taget er rart at game, og hvis det er, hvad er det så, der er så rart og hvorfor opstår den følelse ikke andetsteds? Omvendt, hvis det ikke føles rart at spille, hvad er det så, der alligevel fastholder en? Der må i det tilfælde være tale om en særdeles stærk kraft, siden man er parat til at udstå ubehag eller uro for at game, hvilket bestemt sker, endda i mange tilfælde.
Ofte nævner klienterne deres socialitet online som den primære årsag til deres gaming og frygten for ensomhed ved tanken om at stoppe eller skære ned. De beskriver den særegne sociale samværsform, der præger online livet. Hvor man både kan være deltagende eller gå i med væggen, larmende eller lyttende, på mute med kameraet slået fra. Det kan man ikke i det ’virkelige liv’, hvor det at ’slukke’ eller trække sig kræver en konfrontation med de tilstedeværende.
Oplevelsen af gaming som problematisk handler næsten altid om en online tilstedeværelse, der bliver for dominerende, og at man ikke dyrker en ’virkelig’ socialitet samtidigt. Sat på spidsen er det et problem kun at være social online fordi man ikke kan dufte de andre, mærke de andre, kramme de andre, kysse de andre eller, på sigt, få børn med de andre. Man sanser ikke online. Kroppen oplever bare, at vi sidder stille på en stol og kroppen forstår ikke hvorfor vi ikke bevæger os, bliver stakåndede eller får frisk luft. Det skaber uro i kroppen og uro leder oftest til dårlig søvn, hvilket igen leder til ængstelse og dårligere søvn og så kører møllen. Disse er de mest essentielle behov i os, indkodet dybt i vores system og lader sig ikke fornægte.
Så du må gerne spille, men du skal huske at leve først. Trække vejret, mærke verden og finde dit formål. Det kan vi hjælpe dig med hos Psykologhuset ved Åen. Vi sætter os i øjenhøjde med dig, online eller fysisk, og kigger med på dit liv. Sammen kan vi finde ud af hvad der betyder allermest for dig og hvordan du kan komme derhen, hvor livet er værd at leve og hvor du glæder dig til næste bane.
Denne artikel er lavet at specialist og autoriseret psykolog Tau Risvang.
Relaterede Indlæg
Psykologhuset ved Åen er åbnet i København i det nye skønne område ved stillegaden på Vester Voldgade
Psykologhuset ved Åen ligger på Vester Voldgade 100. Der er 3-4 minutters gang...
Angst og motion
Motion er et af de bedste virkemidler mod angst. Motion er helt uden...

Ring til os 