Bearbejd traumer med EMDR
EMDR er en veldokumenteret og effektiv terapimetode, der har vist sig at hjælpe mennesker, som lider af traumer og posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Især for klienter, der bærer på dybe psykiske sår efter vold, overgreb, tortur, dødsfald, sorg, krig og andre traumer, kan EMDR være særligt effektiv. EMDR arbejder på en integreret måde, hvor både kroppen, tankerne og følelserne bliver behandlet samtidig. Denne helhedsorienterede tilgang gør det muligt at bearbejde traumer på flere niveauer, både psykisk og fysisk.
Metoden blev udviklet af den amerikanske psykolog Francine Shapiro i 1978, da hun opdagede, at øjenbevægelser hjælper med at reducere intensiteten af negative tanker og følelser. Dette førte til udviklingen af en terapiform, der oprindeligt blev kaldt Eye Movement Desensitization (EMD), og som senere blev videreudviklet til Eye Movement Desensitization and Reprocessing (EMDR). Gennem forskning på krigsveteraner og traumatiserede personer fandt Shapiro, at bilateral stimulation kan hjælpe med at bearbejde traumatiske erindringer og reducere symptomerne på PTSD.
I dag er EMDR anerkendt og anbefalet af flere internationale organisationer som Verdenssundhedsorganisationen (WHO), den amerikanske psykiaterforening (APA) og US Department of Veterans Affairs som en effektiv metode til behandling af PTSD og andre traumerelaterede lidelser. Forskning har desuden dokumenteret, at EMDR ikke blot reducerer PTSD-symptomer, men også fører til neurobiologiske forbedringer. Studier har for eksempel vist, at hippocampus, den del af hjernen, der er forbundet med hukommelse og følelsesmæssig bearbejdning, kan vokse med op til 6 % efter blot 8-12 sessioner af EMDR. Dette understøtter teorien om, at EMDR fremmer hjernens evne til at danne nye forbindelser og bearbejde traumatiske erindringer på en adaptiv og funktionel måde.
En central del af EMDR-terapien er bilateral stimulation (BLS), som normalt udføres via øjenbevægelser. Når øjenbevægelser ikke er mulige, kan andre former for stimulation, som berøring eller lyd, anvendes. Denne form for stimulation sigter mod at genoprette samarbejdet mellem hjernens to halvdele. Traumer kan forstyrre dette samarbejde, idet den højre hjernehalvdel, som bearbejder følelser og fantasi, ofte bliver overaktiveret, mens den venstre hjernehalvdel, der styrer rationel tænkning og kognitive processer, bliver mere passiv. Ved at stimulere begge hjernehalvdele samtidig kan EMDR hjælpe med at bearbejde de følelsesmæssige indhold, der er lagret i hjernen, og føre til en re-konsolidering af traumatiske erindringer. På denne måde får klienten større afstand til traumerne og bearbejder dem, så de bliver til et minde, som ikke vækker stærke følelser.
EMDR-terapi følger en struktureret otte-fase-protokol, der sikrer en systematisk og sikker behandling. Den første fase handler om at indsamle baggrundsinformation og fastlægge behandlingsmål baseret på klientens historie og traumer. I den anden fase etableres ressourcer og sikre steder, hvor klienten kan finde støtte under behandlingen. De følgende faser involverer aktivering og vurdering af det traumatiske mål, bearbejdning af traumet og installation af positive tanker, som styrker klientens selvopfattelse og livskvalitet. EMDR arbejder på en måde, som undgår retraumatisering, da klienten ikke behøver at genopleve de traumatiske hændelser i detaljer. Dette gør metoden særligt egnet til dem, der har svært ved at tale om deres traumer, eller som lider af dissociative symptomer.
For flygtninge, som ofte lider af CPTSD, har EMDR vist sig at være en særlig effektiv behandlingsmetode. En undersøgelse blandt traumatiserede flygtninge i Tyskland viste, at EMDR resulterede i en signifikant reduktion af PTSD-symptomer og en markant forbedring af livskvaliteten. En af de store fordele ved EMDR er, at behandlingen kan være relativt kortvarig, samtidig med at den har en langvarig effekt. For mange klienter opleves der betydelig lettelse af symptomer allerede efter 2-4 sessioner. Dette gør EMDR til en økonomisk og klinisk effektiv metode.
EMDR er en hurtigtvirkende og effektiv terapi, som hjælper med at bearbejde traumer på en skånsom og målrettet måde. Den integrerede tilgang, der tager særlig hensyn til både de følelsesmæssige, kognitive og fysiske aspekter af traumerne, gør EMDR til en værdifuld behandlingsmulighed for mange mennesker, hvor de kan genvinde livsglæde og mental sundhed.
Artiklen er skrevet af Teresa Jakubczyk Clausen
Relaterede Indlæg
Født som dreng, men føler sig som pige – P1 udsendelse
Psykolog Rikke Pristed deltager i P1 og taler om køn og identitet
Bearbejd traumer med EMDR
EMDR er en veldokumenteret og effektiv terapimetode, der har vist sig at hjælpe...