Depressions symptomer

Hvis du synes det er svært at forstå, hvad en depression består af, så er du ikke den eneste. Selv de skarpeste hjerner indenfor feltet har ikke kunnet kortlægge depressionen på en måde, så alle kan være enige.

Hvad gør man så? Jo, man stiller så diagnosen, så godt man kan, og det gør man ud fra forekomsten af symptomer indenfor en given tidsramme.

Om diagnoser

Når man stiller en diagnose, gør man det altså på baggrund af observationer. Det vil sige, man ser på, hvad klienten siger og gør, og hvordan klienten ser ud og holder sig. Man kan også spørge pårørende om deres oplevelser af klienten gennem længere tid.

Det kræver en uddannet kliniker for nøjagtigt at kunne vurdere, om klientens beskrivelser svarer til symptomerne. Det er sværere, end det virker til. Mange tænker, at det da ikke kan være så vanskeligt, og at man bare kan kigge på listen over symptomer, men sådan forholder det sig bare ikke. Det er ligesom at være professionel fodboldspiller. Det kræver både forståelse, sans for kreativ tænkning, overblik, øvelse og erfaring. For at gøre det lidt lettere her i teksten, koncentrerer vi os om den ’almindelige’ depression, som også kaldes for depressiv enkeltepisode (non – melankoliform og uden psykotiske symptomer).

ICD – 10

Når man på den måde har indsamlet tilstrækkeligt med informationer, så benytter man opslagsværket ”ICD – 10” (International classification of diseases and related health problems, herunder International classification of mental disorders). I den har man beskrevet de psykiske tilstande, de fleste af os kender, og flere til.

Løst sagt har man indrettet kapitlerne i ICD – 10 således, at de mest akutte og livstruende tilstande står i de første kapitler, og de fleste klinikere ville sige, at de vægter højest og bør prioriteres over de senere kapitler.

Depressionen indgår under kapitel 3 om affektive tilstande. Affekt betyder sindsstemning, sindsbevægelse eller intens følelse, og det er netop det man kigger efter, når man vurderer en klient i forhold til depressivitet. Er klienten ”bare” trist og grædende, og fortæller, nærmest lettet, om hvor hårdt livet har været på det seneste, eller virker klienten ’sunket sammen’ og udtryksløs, og svær i det hele taget at engagere i samtalen? Det seneste er blandt de mere typiske tegn på en depression.

Eksempelvis var en klient meget plaget af, at være blevet forfordelt i forhold til en forfremmelse til leder. En forfremmelse, hun ellers havde håbet på og sat sin lid til, efter så mange års tro tjeneste i sit fag og på samme arbejdsplads. I ugerne efter var hun meget mærket og fungerede ringere, end hun plejede. Hun sov dårligt og var vred på sine omgivelser, herunder familien, der blev bekymrede og tænkte at hun måtte være depressiv.

Kvinden lavede en aftale med en psykolog og kom ind til vurdering. Grædende og vred fortalte hun om, livet igennem at have følt sig uretfærdigt behandlet, set ned på og tilsidesat. Da hun blev fravalgt i forhold til lederposten var det dråben, der fik bægret til at flyde over. Selvom kvinden tydeligvis var mærket af oplevelsen, vurderede psykologen hende ikke depressiv og igangsatte derfor ikke behandling rettet mod depression. I stedet forholdte klinikeren kvinden, at han havde fuld forståelse for hendes følelsesmæssige og stress-relaterede reaktion, og at det i øvrigt også forekom psykologen urimeligt, at kvinden ikke engang var blev kaldt til en omsorgssamtale på arbejdspladsen i forbindelse med afslaget, eftersom det var bredt kendt, at hun brændte for lederstillingen. Det betød meget for kvinden, at blive spejlet på sin reaktion, og anerkendt for den følelsesmæssige oplevelse af nederlaget. Det betød så meget, at hun lykkedes med at samle kræfter til at konfrontere sin arbejdsplads med sagen, og det skulle sidenhen vise sig, at processen ikke var foregået efter de lovmæssige retningslinjer, og at der sågar var tale om diskrimination.

Selvom kvinden godt kunne have udviklet en depression, så tjener eksemplet til at illustrere, hvorfor det er vigtigt at være grundig i sin udredning. I dette tilfælde kunne kvinden have endt med at læne sig op ad depressionsdiagnosen og forladt sig på denne, som årsagen til hendes mistrivsel, i stedet for at handle på den uretfærdighed, hun reelt set havde været udsat for.

Symptomerne på depression

Når klinikeren føler sig tilstrækkeligt afklaret om, at det er en depressiv tilstand, der er tale om, da vil klinikeren gå videre til at vurdere sværhedsgraden. Klinikeren har altså vurderet, at tilstanden har varet mindst to uger og at den ikke kan tilskrives anden, og tungere, psykisk lidelse. Da depressionen først optræder i 3. kapitel er det relevant, først at afkræfte de diagnoser, der forekommer i kapitel 1 og 2. Hvis der er tegn på sådanne diagnoser, så ’trumfer’ de så at sige depressions diagnosen. Det vil sige, at man vælger at se den depressive tilstand, som en følgevirkning af de tungere diagnoser.  Sværhedsgraden af depressionen vurderer man ud fra en række symptomer, hvor kernesymptomer vægter tungest og ledsagesymptomer vægter lettest.

Når klinikeren vurderer at symptomet er tilstede, så betyder det samtidigt, at klinikeren vurderer symptomets optræden til ikke at stemme overens med klientens vanlige, forventelige fremtræden i lignende situationer eller perioder. Det betyder eksempelvis mere, at en klient ikke spiser særligt meget og taber sig, når klienten vanligt er en livsnyder, glad for mad og elsker at kokkerere.

Ved en let depression skal man have mindst 2 kernesymptomer og mindst 2 ledsagesymptomer. Ved en moderat depression skal man have mindst 2 kernesymptomer og mindst 4 ledsagesymptomer. Ved en svær depression skal man have alle 3 kernesymptomer og mindst 5 ledsagesymptomer.

Kontakt Psykologhuset ved Åen her