Autisme og migræne, hyperalgesi og allodyni
Vi er vant til at håndtere mennesker, der har det rigtigt dårligt og lider, i psykologhuset ved Åen, men det er alligevel slående hvor kraftig reaktionen er fra migrænikere og autister. Vi har ligefrem udtryk som at autister kan ”nedsmelte”.
Det er kendetegnende for mange af dem vi behandler i psykologhuset ved Åen, på tværs af alle lidelser, at vi ser stress på forkant eller at der ligger en underliggende faktor (traume, neurodiversitet o.lign), der er medvirkende til en grundstress, der forværrer tilstanden. Det gør folk sårbare. Et af resultaterne kan være angst. Sidst i denne artikel er der et afsnit om overbelastningsreaktioner og angst, hvor stress-sårbarhed forklares. Det er værd at se overbelastningsreaktion (ligesom angst) også som en kompensering eller et forsvar af kroppen. Når du støder på ordet overbelastningsreaktion i denne her artikel, så hav det i baghovedet.
Målet med den her artikel er at få en bedre forståelse for hvorfor reaktionen er så kraftig fra nervesystemet og hvorfor belastningstilstande kan forstærkes og fastholdes – og dermed også hvor indsatsen bør være for effekt på den lange bane. Belyst gennem autisme og migræne, som begge har en fælles side i forhold til central sensibilisering.
Indhold
- Hvad er hyperalgesi og allodyni
- Om det parasympatiske nervesystem og hyperalgesi og allodyni
- Forståelses ramme for Autisme og migræne, hyperalgesi og allodyni
- Migræne set som en overbelastningsreaktion
- Migræne som udløst af sensorisk overbelastning
- Autisme og migræne
- Sammenhæng mellem overbelastningsreaktioner og angst
Hvad er hyperalgesi og allodyni
Hyperalgesi og allodyni er to forskellige typer af ændrede smerteopfattelser, som ofte opstår i forbindelse med skader på nervesystemet eller ved kroniske smerter.
Hyperalgesi:
Hyperalgesi refererer til en øget følsomhed over for smerte. Dette betyder, at en stimulus, som normalt ville forårsage smerte, føles mere smertefuld end den burde. Der findes to typer hyperalgesi:
- Primær hyperalgesi: Denne opstår i det område, hvor der er vævsskade (for eksempel efter en forbrænding eller snit). Området omkring skaden bliver ekstra følsomt, så selv let berøring eller tryk kan føles mere smertefuldt end normalt.
- Sekundær hyperalgesi: Denne opstår uden for det skadede område og skyldes ændringer i centralnervesystemet. Smertereceptorerne bliver overaktive, så selv normale stimuli kan udløse stærkere smerte.
Allodyni:
Allodyni refererer til en tilstand, hvor ikke-smertefulde stimuli, som normalt ikke burde fremkalde smerte, opleves som smertefulde. Eksempler på dette kunne være, at let berøring, tøj, der berører huden, eller endda en mild brise føles smertefuldt. Allodyni kan opstå efter skader på nervevæv eller i forbindelse med kroniske smertetilstande som fibromyalgi eller neuropatisk smerte.
Forskellen mellem de to:
- Ved hyperalgesi forværres en smertefuld stimulus, så den føles mere intens end normalt.
- Ved allodyni opfattes en normal, ikke-smertefuld stimulus som smertefuld.
Begge tilstande kan opstå som følge af nerveskader, inflammation eller sygdomme som påvirker nervesystemet, og de kan forårsage betydelig ubehag for dem, der er ramt af det.
Begreberne er gode, fordi de betoner nødvendigheden af at adressere en ond stress-smerte cirkel der er svær at komme ud af, eller vores måske selvforstærkende destruktive respons på ubehag/angst/overbelastning. Det er i den sammenhæng vi vil bruge dem, og her set i forhold til den del af nervesystemet, der er det parasympatiske nervesystem.
Om det parasympatiske nervesystem og hyperalgesi og allodyni
Det parasympatiske nervesystem er en del af det autonome nervesystem, som styrer kroppens ubevidste funktioner, såsom fordøjelse, hjerterytme og vejrtrækning, når kroppen er i en hviletilstand. Det fungerer som en modvægt til det sympatiske nervesystem, som aktiveres under stress eller fare og forbereder kroppen på “kamp eller flugt”-reaktioner.
Når vi taler om hyperalgesi og allodyni i relation til det parasympatiske nervesystem, er sammenhængen mindre direkte, da smertefornemmelser primært relaterer sig til det sensoriske nervesystem og ikke direkte til det parasympatiske eller sympatiske nervesystem. Men det parasympatiske nervesystem kan spille en rolle i, hvordan kroppen reagerer på smerte og stress over tid, og det kan påvirke reguleringen af smerteoplevelsen i visse sammenhænge.
Sammenhæng mellem hyperalgesi/allodyni og det parasympatiske nervesystem:
- Smerte og det autonome nervesystem: Både hyperalgesi og allodyni kan være forbundet med ubalancer i det autonome nervesystem (sympatisk og parasympatisk aktivitet). Kronisk smerte kan føre til en overaktivering af det sympatiske nervesystem, hvilket resulterer i en øget stressrespons. Den kroniske smerte kan derefter påvirke det parasympatiske nervesystems evne til at fremme afslapning og genopbygning.
- Stress og smertemodulering: Overaktivitet i det sympatiske nervesystem (forbundet med stress og “kamp/flugt”-respons) kan forværre hyperalgesi og allodyni, da det kan øge kroppens følsomhed over for smerte. Det parasympatiske nervesystem, derimod, fremmer afslapning og restitution. Når dette system er aktiveret, kan kroppen bedre håndtere smerte, reducere inflammation og bringe systemet i balance. Dog kan dysfunktion i dette system føre til, at kroppen ikke er i stand til at slappe af og håndtere smerte optimalt, hvilket kan forværre tilstande som hyperalgesi og allodyni.
- Langvarig stress og kronisk smerte: Personer, der lider af kronisk smerte, kan ofte opleve en nedsat funktion af det parasympatiske nervesystem, hvilket fører til en vedvarende sympatisk overaktivitet. Dette kan skabe en ond cirkel, hvor kroppen ikke formår at vende tilbage til en hviletilstand, hvilket igen kan forværre smerteoplevelsen. For eksempel kan dårlig søvn, som ofte er forbundet med både parasympatisk dysfunktion og kronisk smerte, bidrage til en øget smertefølsomhed.
- Betydningen af parasympatisk stimulering for smertelindring: Aktivering af det parasympatiske nervesystem kan potentielt reducere smertefølsomheden ved at sænke stressniveauerne og fremme afslapning. Teknikker såsom dyb vejrtrækning, meditation eller vagusnervestimulering kan øge parasympatisk aktivitet og kan dermed hjælpe med at lindre symptomer på hyperalgesi og allodyni hos nogle klienter. Dette sker ved at dæmpe kroppens stressreaktion og reducere den generelle følsomhed over for smerte.
Selvom det parasympatiske nervesystem ikke er direkte ansvarligt for smerteoplevelsen, har det indflydelse på kroppens overordnede evne til at håndtere stress og smerte. En velfungerende parasympatisk respons kan bidrage til at reducere smerteintensiteten, mens en ubalance i det autonome nervesystem kan forværre tilstande som hyperalgesi og allodyni.
Key takeaway: ved at nusse, pleje og passe det parasympatiske nervesystem og holde hyperalgesi/allodyni på afstand gør man sig mindre eksponeret for livets nedture og genvordigheder på både den korte og lange bane; mere robust om man vil. Vi kan alle arbejde med det parasympatiske system. Det er medfødt.
I relation til autisme er det vores fornemmelse at mange kører med kassekreditten mere eller mindre trukket i bund det meste af tiden. Som mennesker, der er meget stresset. Er der her ikke prioriteret pasning og stimulering af det parasympatiske system, så bliver indsatsen kortsigtet og vil have karakter af brandslukning eller forhindring af ”nedsmeltninger”; skærmning ift forstyrrelser og sanseindtryk.
Forståelses model for autisme og migræne, hyperalgesi og allodyni
Nedenstående illustration viser, hvordan hyperalgesi og allodyni er forbundet med migræne og autisme gennem ændret sensorisk bearbejdning og neurologiske mekanismer.
Central sensibilisering og ændret sensorisk bearbejdning
Central sensibilisering er en tilstand i nervesystemet, hvor neuroner i rygmarven og hjernen bliver overfølsomme over for stimuli. Dette fører til:
- Hyperalgesi: Øget følsomhed over for smertefulde stimuli.
- Allodyni: Smerte forårsaget af normalt ikke-smertefulde stimuli.
Sammenhæng med migræne
Migræne er en neurologisk lidelse karakteriseret ved tilbagevendende, ofte pulserende hovedpine, der kan ledsages af kvalme, opkastning og lys- eller lydfølsomhed.
- Hyperalgesi og allodyni i migræne:
- Mange migræneklienter oplever allodyni under anfald.
- Central sensibilisering menes at spille en rolle i migrænes patofysiologi.
- Neurologiske mekanismer:
- Overaktivitet i trigeminovaskulære system.
- Ændringer i serotonin-niveauer og andre neurotransmittere.
Sammenhæng med autisme spektrum forstyrrelse (ASF)
Autisme Spektrum Forstyrrelse er en lidelse, der påvirker social interaktion, kommunikation og adfærd.
- Sensorisk bearbejdning i autisme:
- Personer med ASF kan have øget følsomhed over for sensoriske stimuli.
- Hyperalgesi og allodyni kan bidrage til sensorisk overbelastning.
- Neurologiske mekanismer:
- Ændret neural konnektivitet.
- Dysfunktion i neurotransmittersystemer som glutamat og GABA.
Fælles neurologiske mekanismer
- Neurotransmittere:
- Ubalance i serotonin, dopamin og glutamat kan påvirke smerteopfattelse og sensorisk bearbejdning.
- Genetiske Faktorer:
- Genetiske variationer kan øge risikoen for både migræne og ASF.
- Inflammation:
- Neuroinflammation kan måske bidrage til central sensibilisering.
Illustration af Sammenhængen
Samlet Forklaring
- Ændret Sensorisk Bearbejdning er kernen, der fører til central sensibilisering.
- Dette resulterer i hyperalgesi og allodyni, hvor smerteoplevelsen er forstærket eller unormal.
- Migræne og autisme er to tilstande, hvor disse sensoriske ændringer ofte ses.
- I migræne bidrager central sensibilisering til hovedpinen og øget følsomhed.
- I autisme kan sensorisk overfølsomhed påvirke adfærd og komfort, og som det forklares senere har autister mere migræne end normalt.
(der er andre måder at udtrykke det på men for lande- og husfreden, så gør vi det på den her måde).
- Fælles faktorer som neurotransmitter-ubalance og genetiske dispositioner forbinder disse tilstande.
Migræne set som en overbelastningsreaktion
Stress og overstimulering
Migræneanfald kan ofte udløses af overbelastning af nervesystemet, såsom fysisk eller psykisk stress. Studier har vist, at kronisk stress eller pludselige ændringer i stressniveauet kan være en vigtig trigger for migræne. Dette kan omfatte både fysiske faktorer (f.eks. mangel på søvn, udmattelse) og følelsesmæssig stress (f.eks. angst eller pres).
- Cortisol og stressrespons: Forskning viser, at kroppens hormonelle stressrespons (bl.a. stigninger i kortisol) kan påvirke migrænefrekvens og intensitet. Overbelastning af dette system kan forværre anfald eller øge hyppigheden.
Sensorisk overfølsomhed (Central sensibilisering)
Den øgede følsomhed over for sensoriske stimuli kan vi se som sensorisk overbelastning. Dette peger på, at nervesystemet kan være overdrevent følsomt og overreagerer på normalt harmløse stimuli.
- Central sensibilisering: Denne tilstand indebærer en forstærket respons i nervesystemet på vedvarende eller intense stimuli, hvilket kan føre til vedvarende smerte. Migræne kan derfor ses som en form for overreaktion af hjernens smertekredsløb.
Vi har i vores model arbejdet med central sensibilisering, og derfor vil vi i næste afsnit behandle det som sensorisk overbelastning.
Inflammatoriske mekanismer og immunoverbelastning
Forskning peger på, at neuroinflammatoriske processer også kan være en del af migrænens udvikling. Overbelastning af immunsystemet gennem kronisk inflammation, stress eller infektioner kan potentielt føre til migræneanfald.
- Neuroinflammation: Immunsystemets aktivering i hjernen, såsom gennem frigivelse af cytokiner (inflammatoriske molekyler), kan irritere nerver og blodkar, hvilket fører til de karakteristiske symptomer ved migræne.
Kognitive og følelsesmæssige overbelastningsteorier
Flere undersøgelser viser, at kognitive belastninger, som koncentrationskrævende opgaver eller følelsesmæssig udmattelse, kan udløse migræneanfald. Migrænikere rapporterer ofte, at mentale udfordringer som fx svære beslutninger eller følelsesmæssigt stress fører til migræne, hvilket kunne tyde på, at hjernen har svært ved at håndtere visse typer kognitiv overbelastning.
Hjernens energiforbrug og metabolisme
Nogle forskere har foreslået, at migræne kan skyldes, at hjernen ikke er i stand til at opretholde den nødvendige energi i perioder med højt energiforbrug. Dette kan føre til en slags “energi-overbelastning,” som så resulterer i migræne.
- Mitokondrie-dysfunktion: Nogle undersøgelser peger på, at migræne kan være relateret til en dysfunktion i hjernens energiproducerende celler, hvilket kan gøre hjernen mere sårbar over for overbelastning.
Beskyttende reaktion
Migræne ses i visse teorier også som en slags beskyttende reaktion fra hjernen, som tvinger kroppen til at hvile og reducere belastning. På denne måde bliver migræne en måde for kroppen at signalere, at der er behov for restitution.
Del konklusion
Migræne som overbelastningsreaktion afspejler et komplekst samspil mellem stress, sensorisk overstimulering, neuroinflammation og metaboliske udfordringer. Det centrale element er, at migræne kan udløses, når hjernen eller kroppen bliver overbelastet – enten gennem fysiske, følelsesmæssige, sensoriske eller kognitive faktorer.
Migræne som udløst af sensorisk overbelastning
Forskning viser, at sensorisk overbelastning er en betydelig faktor i udløsningen af migræneanfald. Migrænikere er ofte særligt følsomme over for stimuli som lys, lyd, lugt og visuelle bevægelser, og dette kan føre til en form for overreaktion i nervesystemet. Her er nogle hovedpunkter fra forskningen:
Sensorisk hypersensitivitet som migræneudløser
Migrænikere har en øget følsomhed over for sensoriske stimuli, hyperalgesi eller allodyni, hvor normalt ikke-painfulde stimuli (som lys eller lyd) opleves som ekstremt ubehagelige. Dette fænomen kan opstå på grund af central sensibilisering, hvor hjernen overreagerer på selv små stimuli, hvilket fører til migræneanfald.
Fotofobi og fonofobi i migræne
Migrænikere lider ofte af fotofobi (overfølsomhed over for lys) og fonofobi (overfølsomhed over for lyd), som er almindelige symptomer under et anfald. Disse symptomer er tæt forbundet med sensorisk overbelastning. Forskning viser, at lys, især skarpt eller flimrende lys, kan udløse eller forværre migræneanfald.
Sensorisk integration i hjernen
Nogle studier har peget på, at migrænikere kan have en dysfunktion i måden, hjernen integrerer sensorisk information på. Hjernen kan have problemer med at filtrere unødvendige stimuli, hvilket gør migrænikere mere modtagelige over for sensorisk overbelastning.
Lugte som trigger for migræne
Forskning har også undersøgt sammenhængen mellem migræne og overfølsomhed for lugte (osmofobi). Migrænikere rapporterer ofte, at stærke lugte som parfume, røg eller kemikalier kan udløse migræneanfald, hvilket understøtter teorien om sensorisk overbelastning.
Central sensibilisering som underliggende mekanisme
Begrebet central sensibilisering beskriver en tilstand, hvor nervesystemet bliver hypersensitivt og overreagerer på stimuli. Dette fænomen er blevet bredt studeret i forhold til migræne, og forskning viser, at central sensibilisering kan forklare, hvorfor sensorisk overbelastning ofte fører til migræne.
Migræne udløst af sensorisk overbelastning er veldokumenteret i forskningen. Overfølsomhed over for lys, lyd, lugt og andre stimuli er almindelige træk ved migræne, og central sensibilisering synes at være en vigtig underliggende mekanisme. Hjernens evne til at behandle sensoriske input er ofte kompromitteret hos migrænikere, hvilket fører til en øget risiko for anfald, når de udsættes for sensoriske belastninger.
Autisme og migræne
Autisme og sensorisk overbelastning
Personer med autisme har ofte en ændret måde at opleve og bearbejde sanseindtryk på. Mange er ekstremt følsomme over for stimuli, som de fleste mennesker ikke ville reagere stærkt på. Dette kan inkludere lyde (som et summende lysstofrør), lys (især skarpt eller flimrende lys), teksturer (tøj eller mad), eller lugte (stærke parfumer eller kemikalier). Denne sensoriske hypersensitivitet kan føre til, at dagligdags situationer bliver overvældende, hvilket skaber en form for sensorisk overbelastning. For eksempel kan et barn med autisme blive ude af stand til at opholde sig i en travl indkøbsbutik på grund af støj, lugt og lys, hvilket kan føre til fysisk ubehag eller en nedsmeltning, hvor migræne kan være en efterfølgende reaktion.
Migræne hos mennesker med autisme
Undersøgelser viser, at mennesker med autisme har en øget forekomst af migræne sammenlignet med den generelle befolkning. Dette kan skyldes den konstante eksponering for sensoriske stimuli, der overstimulerer nervesystemet. For eksempel kan en person med autisme opleve migræne efter en dag med intens lys- og lydpåvirkning, som ikke nødvendigvis ville påvirke en person uden autisme på samme måde. Migrænen kan udløses, når hjernen ikke længere kan håndtere den kontinuerlige sensoriske input, hvilket fører til et overbelastningsrespons.
Fælles neurobiologiske mekanismer
Forskning antyder, at autisme og migræne kan dele nogle af de samme neurobiologiske mekanismer. For eksempel kan både personer med autisme og dem, der lider af migræne, have øget excitabilitet i deres sensoriske pathways, hvilket betyder, at deres hjerner er mere følsomme over for sanseindtryk. Dette kan forklare, hvorfor migræne og sensorisk overfølsomhed ofte optræder sammen. Hvis en person med autisme har svært ved at tilpasse sig vedvarende sensorisk stimulation, som flimrende lys eller gentagne lyde, kan dette over tid føre til aktivering af hjernens smertebaner og dermed migræne.
Stress og sensorisk overbelastning som udløsere
Sensorisk overbelastning kan føre til forhøjet stressniveau hos personer med autisme. Mange autistiske personer har svært ved at regulere deres stressniveauer i situationer med mange stimuli, hvilket øger risikoen for migræne. For eksempel kan en skoleelev med autisme opleve intens sensorisk overbelastning i et fyldt klasselokale med mange forskellige lyde og visuelle stimuli. Denne overbelastning kan føre til en migræne senere på dagen, når stressen og belastningen kulminerer. Stress og sensorisk overbelastning kan altså virke sammen som stærke migræneudløsere.
Sensorisk integration og forstærket respons
Personer med autisme har ofte udfordringer med sensorisk integration, hvilket betyder, at hjernen ikke filtrerer eller organiserer sensorisk information effektivt. Dette kan føre til en overreaktion på sanseindtryk, såsom at en almindelig samtale føles overvældende på grund af baggrundsstøj eller andre distraktioner. For eksempel kan en person med autisme, der deltager i en social sammenkomst, opleve migræne efter at være blevet bombarderet af visuelle og auditive stimuli, som hjernen ikke har været i stand til at sortere eller dæmpe. Denne manglende evne til at integrere sanseinformation kan gøre dem mere sårbare over for sensorisk overbelastning og dermed migræne.
Autismens indflydelse på migrænehåndtering
Behandling af migræne hos mennesker med autisme kan være udfordrende, da de har unikke sensoriske og kommunikationsmæssige behov. Nogle autistiske personer kan have svært ved at udtrykke, hvad de føler, hvilket kan gøre det vanskeligt for læger eller pårørende at forstå, hvornår et migræneanfald er på vej. Desuden kan traditionelle migrænebehandlinger som medicin eller afslapningsteknikker være sværere at implementere hos personer med autisme, hvis de er følsomme over for smag, konsistens af medicin eller visse former for berøring. For eksempel kan nogle personer med autisme have brug for alternative behandlingsmetoder, som tager højde for deres sensoriske behov, såsom rolige, mørke omgivelser eller ikke-invasive behandlingsformer som biofeedback.
Forskning i overbelastningsreaktioner og angstreaktioner viser en betydelig sammenhæng, især når det kommer til kroppens og psykens reaktioner på stress. Begge typer reaktioner kan ses som kroppens måde at reagere på overvældende stimuli, hvilket kan have både fysiologiske og psykologiske komponenter. Overbelastningsreaktioner kan i mange tilfælde ligne angstreaktioner, da kroppen aktiverer stressresponsen, hvilket frigiver stresshormoner som kortisol og adrenalin.
Sammenhæng mellem overbelastningsreaktioner og angst
Her er nogle nøgleområder, som belyser sammenhængen mellem overbelastningsreaktioner og angstreaktioner.
Fysiologisk overlap:
Kroppens stressreaktion ved både overbelastning og angst er kendetegnet ved aktivering af det sympatiske nervesystem, som fører til forhøjet hjertefrekvens, øget blodtryk og frigivelse af stresshormoner. Dette kan få kroppen til at reagere med “kæmp eller flygt”-reaktionen, som er en central mekanisme i både overbelastning og angsttilstande. Nogle forskere peger på, at overbelastning på arbejdet eller i hverdagen kan udløse stressreaktioner, der udvikler sig til angst, hvis de ikke håndteres.
Emotionel reaktion:
Overbelastningsreaktioner indebærer ofte følelsesmæssig udmattelse og nedsat psykisk trivsel, hvilket igen kan forårsage angstlignende symptomer. Når en person konstant står over for for høje krav uden tilstrækkelige ressourcer til at håndtere dem, kan det medføre følelser af hjælpeløshed, frygt og angst. Forskning viser, at mennesker, der er overbelastede, ofte oplever øget forekomst af generaliseret angst.
Kognitiv påvirkning:
Overbelastning kan medføre kognitive ændringer, såsom koncentrationsbesvær, tankemylder og problemer med at træffe beslutninger. Dette er også typisk for angstlidelser, hvor vedvarende bekymringer og frygt dominerer tankerne. Nogle teoretikere foreslår, at overbelastningsreaktioner kan eskalere til angsttilstande, når stressen bliver så konstant, at det forhindrer hjernen i at bearbejde information rationelt.
Adfærdsmæssige reaktioner:
I overbelastning kan man observere en række undgåelsesstrategier, hvor individer trækker sig fra situationer, som de føler er overvældende. Dette er et mønster, der også er fremtrædende i angstreaktioner, hvor personer ofte forsøger at undgå angstudløsende stimuli eller situationer. Forskning indikerer, at denne overlapning kan gøre det svært at skelne mellem kronisk overbelastning og angstlidelser.
Psykologisk teori:
En populær teori inden for psykologien, der forklarer sammenhængen mellem overbelastning og angst, er stress-sårbarhedsmodellen. Denne model foreslår, at mennesker, der er udsat for høje niveauer af stress (overbelastning), er mere tilbøjelige til at udvikle psykiske lidelser som angst, især hvis de har en underliggende sårbarhed.
Konklusion og perspektiv
Vi skal behandlingsmæssigt prioritere at stabilisere det parasympatiske system for at få mere langvarige resultater. Vi skal sikre at vi ikke havner i en kronisk ond stress-smerte-angst-undgåelses adfærd cirkel, som betyder sensitiviteten øges og smerter føles unormalt stærk. At køre med kassekreditten tæt på nul.
Det giver eksempelvis mindre mening ud fra den model vi har stillet op her, eksempelvis at prioritere kognitiv terapi eller sanse eksponeringsterapi, men i stedet søge mod den rette stimulering og stabilisering af det parasympatiske system.
Fra psykolog perspektiv handler det om at sikre klienten har en hverdag og rutiner hvor der er afsat tid til det, og vanerne fastholdes, og sikre at klienten får den rette rådgivning ved specialister, eksempelvis fysioterapeuter, kiropraktorer der er specialister i målgruppen – eksempelvis autisme/ADHD. Sikre et godt system omkring klienten. Dernæst evt. prioritere øvelser, eksempelvis varianter af Yoga, som kan pleje nervesystemet, hvis den faglige kompetence er til stede for dette.
I vores sundhedssystem er kortsigtet symptombehandling generelt i centrum. Kombineret med at de fleste har en travl hverdag, og konstante stimuli fra arbejde og sociale medier, betyder at vores parasympatiske nervesystem ikke bliver prioriteret, passet og nusset, men mere misligholdt og kognitivt trådt på.
Det påvirker autister, migrænikere, os alle sammen, og kan føre til øget grundstress, angst, forvirring, vrede og rådvildhed. Det vil indlysende have konsekvenser for den individuelle trivsel, men vil også sætte sig i vores politiske system.
Kronisk stress og angst kan sætte sig som en tilstand hvor det er svært at se sig selv som en del af virkeligheden (kilde ICD11 panikangst – derealisering, mere om det under pkt 11 her.). Det er måske en del af forklaringen på den stigende mistro til demokratiet, sammenblanding af virkelighed og konspirationsteori.
Denne artikel er skrevet af Søren Kramer
Relaterede Indlæg
Krisehjælp – Corona-krisen; få hjælp af psykolog til at dæmpe stress og angst
Se evt. indledende om vores retningslinjer ang. lavpraktisk Corona smitte...
Angst for mad
Kost spiller en væsentlig rolle i forhold til angst. Typen af kost kan påvirke...