De fleste oplever indimellem uoverensstemmelser, skænderier og utilfredsheder i deres parforhold. Men I kan være kommet til et punkt, hvor I har fået nok af, hvordan tingene kører mellem jer. Et punkt, hvor I ønsker, at der skal ske en forandring i jeres måder at kommunikere og være sammen på. Det kan være at jeres forhold er blevet udfordret af store livsomvæltninger, som kræver, at I er sammen på nye måder: f.eks. at I for nylig er blevet forældre, at den ene af jer er stresset eller deprimeret, at det sidste barn er flyttet hjemmefra, at der er kommet utroskab imellem jer, eller andre store forandringer. Det kan også være, at I oplever at mange års vaner er blevet til dårlige mønstre, som I ønsker at ændre.
Parsamtaler hos en psykolog kan være en god vej at gå, når I oplever, at det ikke lykkes jer at få skabt de forandringer I ønsker, eller når I savner nye perspektiver for at gå videre sammen. I parsamtaler er jeg interesseret i at begge parter får plads til sin version af det, som er svært og det, som han eller hun drømmer om. Jeg er også interesseret I sammen med jer at undersøge, hvad I har sat pris på ved hinanden, siden I valgte hinanden, og hvor jeres fælles drømme og forhåbninger er i dag. I parsamtalen får i mulighed for at forholde jer til, hvad I stadig har at kæmpe for, eller om I måske er på vej hver til sit?
Hvordan foregår det?
Samtalen er rammesat, så I får lejlighed til at tale på andre måder end derhjemme. I taler ikke direkte til hinanden, men gennem mig som den 3. part, der stiller spørgsmål. Det giver mulighed for at blive lyttet til af den anden – og mulighed for at lytte til hinanden. Min erfaring er, at denne ramme kan give ny luft og energi, plads til at de gode intentioner kommer frem i lyset, lejlighed til at få brudt tabuer, mulighed for at træde ud af fastlåste positioner og komme den anden i møde.
