Individuelle samtaler hos en psykolog kan vælges af mange grunde. Det kan være, du har oplevelser af stress, angst eller modløshed. Det kan også være du er i krise, oplever kaos og måske er i sorg over et tab. Måske oplever du dårligt selvværd eller kæmper med minder om svære ting i din historie. Det kan også være, at du går og overvejer et nyt skridt, du skal tage i dit liv og savner et sted, hvor der er tid og rum til, at du kan se tingene lidt ovenfra.
Gennem samtaler får du lejlighed til at blive mere klar over hvad dine følelser, tanker og oplevelser har af betydning for dig. Vi vil sammen undersøge, hvordan de er opstået, hvilke effekter, de har på dit liv, og hvad du synes om dem. Som samtalepartner vil jeg også være nysgerrig i forhold til, hvad der er vigtigt for dig i dit liv og hvad du kæmper for. Det er samtaler, hvor der bliver kastet lys, ikke kun på problemerne, men også på om alt det, du foretrækker i dit liv, som problemerne måske har forsøgt at skubbe ud i mørket. Det handler om at få sat ord på dine intentioner og håb, din handlekraft og de værdier, du værner om. Det er min erfaring, at sådanne samtaler giver mennesker en følelse af at få fodfæste i livet, og derved et godt udgangspunkt for at bekæmpe eller udgrænse de invaderende problemer og for at vinde håbet og følelsen af mestring tilbage
