Fra 1. januar 2012 kan der ydes tilskud til behandling af depression for personer over 37 år. Nærmere bestemt som de let til moderat depressive, som ikke kan få tilskud via lægehenvisning.

Tilskuddet er på 200 kr. pr. konsultation (dog maksimalt 2400 kr. indenfor 12 måneder).

Psykologen bestemmer stadig selv sit eget honorar for behandlingen, da der ikke er tale om noget samarbejde med den offentlige ordning.

For at tilskuddet kan gives skal der udføres en klinisk udredning, herunder en psykometrisk test, klientens funktionsevne skal være nedsat i let til moderat grad på grund af depressionen, og klienten skal vurderes at kunne profitere af psykologbehandling.

Falder klienten ikke ind under denne kategori er det psykologens ansvar og pligt at afvise at benytte ordningen.
Det er psykologens vurdering der gælder, men du kan en idé om testens udfald ved at benytte dette link:
http://www.sundhed-online.dk/depression-test.html

Har du spørgsmål til om du kan benytte muligheden kan du ringe til Stine Venge på 2214 4180 eller skrive til stine@phuset.dk

Hvad er dét, som sker for dig?
Din læge kalder det måske stress? …mens du kan være i tvivl om hvilket term, som beskriver dét, du oplever. Måske syntes du udbrændt dækker bedre? Måske for-travlt-i-for-lang-tid? Måske har du brug for nye betegnelser, så du kan få dig tænkt og talt på plads i forhold til dét, som sker – og ikke sker – i dit liv? Måske har du brug for en time-out for at re-vurdere væsentlige områder af dit liv? Måske har du brug for at træffe nye valg for dit liv?

”Hvad hedder du? Hvad laver du? – Arbejde og identitet”
Dét at arbejde er for mange mennesker i vores kultur forbundet med attraktive identiteter og social status. Ikke at kunne arbejde som før, evt. være sygemeldt, kan føles som et stort tab. Din plads i flokken føles måske truet. Måske melder spørgsmålet sig: Hvem er jeg, hvis jeg ikke arbejder, eller hvis jeg ikke arbejder ligeså meget og så effektivt som før? Mister jeg agtelse? Mister jeg noget af mig selv? Er det skamfuldt eller måske forbundet med sorg ikke at kunne fortsætte i samme tempo? Måske er du bange for, om du har mistet en vital del af dig selv?

Din oplevelse
Måske oplever du, at kroppen har forrådt dig, når den ikke vil følge med dérhen, hvor du vil? Måske er du virkelig vred eller rasende uden helt at vide, hvor du skal sende disse følelser hen? Eller måske føler du dig snarere helt energiforladt – næsten som om du havde en usynlig elastik om livet, der gør al fremdrift uoverkommelig og som trækker dig resolut tilbage, hvis du prøver at gøre som du plejer? Måske føler du dig helt tom indeni?
Måske oplever du, at du lige nu befinder dig i et kaos af følelser, tanker og uvished omkring hvor du er på vej hen?

Vi tilbyder
Vi tilbyder et forum, der kan give dig:
- Mulighed for at reflektere over spørgsmål som ovenstående sammen med andre, som ved noget om, hvordan det er.
- Flere perspektiver på og ny inspiration til at løse dine problemstillinger.
- Støtte og opbakning til at finde frem til – eller tilbage til – dét som er vigtigt for dig.

Skab afstand til dine følelser – så du får plads til at handle
Ofte er stress og evt. sygemelding i den forbindelse forbundet med svære følelser såsom skam, dårlig samvittighed, skuffelse, frustration, ked af det hed eller tomhedsfølelse. Vores erfaring er, at disse følelser vokser sig større og mere magtfulde, når man går alene med dem. Når vi afslører vores følelser, kan vi lægge lidt afstand til dem og fokusere på noget andet.

Nye valg
Sammen vil vi finde mod til at stille spørgsmålstegn ved rutiner, roller, identiteter, livsmåder og værdier, som har været dominerende i dit liv i en tid. Vi vil se på, om de fortsat skal have samme prominente plads, om nogle skal pensioneres – og hvad der skal opprioriteres.

Oplysning og redskaber
Vi vil tilbyde oplysning om, hvad stress er set fra forskellige teoretiske vinkler. Og så vil vi undersøge, hvad der skaber lige præcis din stress og finde redskaber til at minimere den.

Rammer:
Gruppeforløb med 5-6 deltagere
Tidsrum onsdage kl. 19.00-21.15 med opstart når der er min. 5 tilmeldinger
I alt 8 mødegange: Fire mødegange med en uges mellemrum, tre mødegange med 14 dages mellemrum og en opsamling efter 1 mdr.
Alle har selvfølgelig fuld tavshedspligt.
Gruppen bliver varetaget af cand. Psych Majken Fløjstrup og Cand. Psych. Stine Venge, autoriseret af Psykolognævnet.

Pris:
7.800 kr.
Opkræves inden opstart.
Honoraret kan evt dækkes af din private sundhedsforsikring (timer i gruppe vil kun blive skrevet på som halv tid, dvs du få dobbelt så meget tid som hvis du kom individuelt).

Kontakt
Majken Fløjstrup, mob. 22737747
Stine Venge, mob. 22144180

Læs evt. mere om phuset her.

Af psykolog, klinisk diætist Inge Vinding

”Sukkerafhængig”. ”Sukkernarkoman”. ”Sukker-junkie”. Nye begreber florerer, og sukker er blevet et varmt samtaleemne. Og det er ganske rigtig noget alle har et forhold til. For vi har alle en medfødt præference for sødt. Men for nogle mennesker handler det ikke om lyst og nydelse, men derimod om en stærk trang, som giver dem en oplevelse af ikke at kunne styre indtaget af søde sager. De sammenligner sig med narkomaner. Typiske holdninger er: ”Jeg kan aldrig nøjes med et par stykker slik – jeg tømmer altid hele posen” eller ”Når jeg først starter på en plade chokolade, kan jeg ikke stoppe igen!”.

Hypotesen om sukkerafhængighed stammer fra dyreforsøg, der viser at rotter under visse omstændigheder ser ud til at kunne blive afhængige af sukker. Forstået sådan at de øger deres indtag af sukker i løbet af en forsøgsperiode hvor de får adgang til sukkeropløsning, og får abstinenssymptomer når man fjerner den igen. Resultater fra dyreforsøg kan dog ikke overføres til mennesker, blandt andet fordi en lang række sociale, kulturelle og psykologiske faktorer spiller ind når det drejer sig om mennesker. Og ser vi på humanforskningen, er der ikke megen støtte til hypotesen om sukkerafhængighed. En stor oversigtsartikel fra 2010 konkluderer at der ikke er videnskabeligt belæg for at sukker kan skabe fysisk afhængighed eller at sukkerafhængighed spiller en rolle for spiseforstyrrelser. Og et videnskabeligt symposium fra 2009 konkluderer at selv meget velsmagende madvarer ikke er afhængighedsskabende i sig selv. Det er snarere måden disse madvarer bliver præsenteret på, og måden de bliver spist på (typisk i store mængder indtaget på én gang en gang imellem, kaldet binge eating), der synes at føre til en afhængighedslignende tilstand.

Hvad er ’afhængighed’?
Men hvordan kan man så forklare at nogle mennesker oplever at være afhængige af sukker? For at svare på det, skal vi først se på hvad der egentlig menes med ’afhængighed’? Afhængighed defineres ifølge det amerikanske diagnosesystem (DSM-IV) som ”tvangsmæssigt begær efter at indtage et rusmiddel, trods alvorlige negative konsekvenser”. Er man afhængig, vil man:
• Opleve trang eller ekstremt stærkt behov
• Have svært ved at styre indtagelsen og at standse eller nedsætte forbruget
• Opleve abstinenssymptomer eller indtage rusmidlet for at ophæve eller undgå disse
• Udvikle tolerance (der skal mere til før man mærker en virkning)
• Opleve at prioritering og tidsforbrug ift. rusmidlet har en dominerende rolle i ens liv
• Fortsat indtage rusmidlet trods kropslige og psykiske skader

Der er ingen tvivl om at en række af disse punkter gælder for mennesker der oplever at være afhængige af sukker. Men sukker giver ikke fysiske abstinenssymptomer og toleranceudvikling.

Der skelnes mellem at være afhængig af stoffer og afhængig af aktiviteter, og mellem fysisk afhængighed, som er karakteriseret ved abstinenssymptomer (som fx ved misbrug af alkohol og narko), og psykisk afhængighed, der er karakteriseret ved ukontrolleret, tvangspræget brug. Psykisk afhængighed kan udvikles i forbindelse med aktiviteter som shopping, spil, sex, arbejde, motion og overspisning, men psykisk afhængighed forekommer også i forbindelse med misbrug af stoffer som nikotin, alkohol og narko, hvilket kan gøre det svært at skelne i praksis mellem de to former for afhængighed.

Hjernen belønner os
Hjernens belønningssystem spiller en stor rolle for psykisk afhængighed. Og det er her vi skal finde svaret på det spørgsmål som mange stiller sig selv igen og igen: ”Hvorfor bliver jeg ved når jeg nu godt ved at det er dumt?” Når vi spiser velsmagende mad, udløses der nogle stoffer i hjernen der får os til at slappe af, opleve nydelse, ro og velvære. Disse stoffer kaldes neurotransmittere og omfatter bl.a. opioider (der er knyttet til lyst) og dopamin (der er knyttet til trang).  Det område af hjernen der aktiveres af velsmagende mad, er det samme som aktiveres af rusmidler som alkohol, nikotin og narkotiske stoffer. Rusmidler medfører dog en betydeligt større frigivelse af neurotransmittere end mad.

De positive psykiske følger vi opnår ved at spise, virker som en form for belønning. Vi bliver med andre ord belønnet for at spise – især mad med meget energi (fedt og sukker). Og vi skal tilbage til urmennesket i os selv for at finde forklaringen på dette belønningssystem. For set ud fra et evolutionært synspunkt er det smart af naturen at udstyre os med mekanismer der giver tilfredsstillelse når vi ’arbejder’ for noget der er afgørende for vores overlevelse. Der er tale om en funktion i hjernen der har holdt mennesker i live generation efter generation. Men som i dag er årsag til at mange af os spiser mere end godt er.

Afhængighed eller spiseforstyrrelse?
Selv om der er almindelig enighed om at velsmagende mad ikke i sig selv er afhængighedsskabende, så antyder dyreforsøg, at måden hvorpå vi spiser velsmagende mad kan tænkes at have betydning, især hvis det indtages i form af binge eating. Spørgsmålet er dog om overspisning er den egentlige årsag til afhængighed, eller om der er tale om psykologiske problemer der søges ’løst’ ved at overspise, således at overspisning snarere er et symptom på et problem end årsagen til problemet. Og at den effekt overspisning har på neurotransmitterne, er med til at vedligeholde hele problemkomplekset.

Slave af søde sager for altid – eller?
Vi har altid et valg. Vi er helt klart påvirket af gener, kemi og vaner, men vi er ikke stavnsbundne af dem. Men det er stærke kræfter vi er oppe imod, så en forandring kræver at man virkelig vil den. At man får taget en forpligtende beslutning om at gøre det store og nødvendige arbejde det er at ændre en uhensigtsmæssig adfærd. Og opgiver tanken om en mirakelkur – uanset om det at spise søde sager er en form for trøstespisning, en spiseforstyrrelse (og dermed en copingstrategi der handler om at flygte fra problemer og negative følelser) eller ’blot’ en uhensigtsmæssig vane.  Måske kræver det hjælp at mestre den store udfordring som en adfærdsændring er. Det kan være via fællesskaber med andre eller via vejledning fra en diætist eller psykolog. Der er ingen simple måder. Men der er mange mulige veje.
***

Faktaboks: Vi spiser ikke kun for meget sukker
Mange opfatter som bekendt sig selv som afhængige af sukker, men i virkeligheden spiser vi sjældent ren sukker, men søde sager som chokolade, kage og is. Og forskning har da også vist at spiser vi for meget (overspiser), øger vi det samlede indtag af kulhydrat, fedt og protein, men den procentvise fordeling mellem næringsstofferne ændres ikke i nævneværdig grad – og hvis den gør, er det andelen af fedt i kosten der øges. Overspisning handler således ikke om overspisning af sukker, men om overspisning generelt; typisk med en kombination af fedt og sukker.

Faktaboks: Skal man holde sig helt væk fra søde sager?
Mange mennesker bruger en del kræfter på at undgå søde sager og opfatter nærmest sukker som det rene gift. Søde sager giver ganske rigtigt mange kalorier og næsten ingen vitaminer, mineraler og kostfibre. Men søde sager er ikke djævlen selv, og der er ingen grund til at være fanatisk!
For det første peger forskningen på at forbud og afsavn er forbundet med en øget risiko for overspisning. Med andre ord: Forsøger du at flygte fra din trang til søde sager, vil den indhente dig. Det er bedre at acceptere den og arbejde på at få et fornuftigt forhold til den. Lev efter devisen: Alt er tilladt – med måde!

For det andet ser det ud til at et måltid der også indeholder noget sødt, gør os både mere tilfredse og bedre mætte. Mæthed og tilfredshed opstår når det man spiser, dufter og smager godt. Og det kræver ikke de store mængder at tilfredsstille din trang til sødt – hvis du vel og mærke spiser med nærvær og nydelse i stedet for bare at køre maden ind mens du ser tv. Altså: Spis lidt, men godt. Und dig selv en god kvalitet, og køb kun det du skal bruge. Målet er at blive bedre til at tilfredsstille behovet for sødt på en afbalanceret måde, så du hverken fornægter dig sødt eller overspiser.
Artiklen har været publiceret i magasinet Krop & Fysik september 2011s. 28-30:  www.krop-fysik.dk.

Uge 27 psykolog Rasmus Ahrens, mob. 28 91 71 20
Uge 28 psykolog Thomas Iversen, Mob. 2012 0222
Uge 29 psykolog Rasmus Ahrens, mob. 28 91 71 20
Uge 30 psykolog Michael Overvad, mob. 21 66 89 55
Uge 31 psykolog Jens Jacob Prasse, mob. 29 92 92 32

Spiseforstyrrelser findes overordnet i tre udgaver: nervøs
spisevægring (anoreksi), nervøst betingede spiseanfald med efterfølgende
opkastning (bulimi) og overspisning førende til overvægt. Jeg definerer først
de tre grupper i forhold til hinanden, og siger noget om den procentvise
fordeling mellem dem. Artiklens hovedvægt ligger dog i en fremdragelse af to
forskellige perspektiver til at forklare, hvad
spiseforstyrrelser er, og hvilken funktion (eller dysfunktion), de tjener for
det mennesker, som lider af denne belastende tilstand. Samtidig gives også en
introduktion til de typer terapi, som kan anvendes i
forbindelse med spiseforstyrrelser.

Nervøs spisevægring (anoreksi)

Nervøse spiseforstyrrelser (eller anoreksi) ses, når man sulter
sig ned under 50-75% af sin normale vægt. Selv livstruende tynd ser
anorektikeren sig selv som værende fed. Kun omkring 10% af dem, som udvikler en
spiseforstyrrelse, har anoreksi. Det anslås, at helbredelsesprocenten ved
anoreksi efter et forløb på 10 år er omkring 25% – og at dødelighedsprocenten
for samme periode er på 7%. Disse nedslående tal hænger sammen med, at
anorektikere ofte er meget lidt motiverede for at komme i behandling.

Nervøst betingede spiseanfald (bulimi)

Nervøst betingede spiseanfald med efterfølgende opkastning (eller
bulimi) ses, når man overspiser og umiddelbart derefter kaster maden op eller
benytter sig af afføringsmidler. Der kan forekomme vægtsvingninger på 5-15 kg
over længere perioder, men bulimikeren er som oftest normalvægtig. Bulimi udgør
langt den største del af spiseforstyrrelser. Ved bulimi er
helbredelsesprocenten på 65 – 100%, men følger man forløbet over 10 år, sker
der en del tilbagefald. Det viser sig, at omkring 60 – 70% bliver fuldstændig
helbredt for bulimi.

Overspisning førende til overvægt

Overspisning førende til overvægt ses, når man overspiser og
derefter i perioder går på hårde faste- eller slankekure. Tvangsspiseren er
typisk overvægtig og kan have vægtsvingninger på 30-50 kg i løbet af 1 år. Kun
en lille del af dem, som lider af spiseforstyrrelser, falder i denne gruppe, og
der findes desværre ingen tal for, hvordan de klarer sig over tid.

Forklaringer på spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser handler ikke om mad som sådan. Der findes ingen
enkle svar på, hvorfor nogle mennesker udvikler en spiseforstyrrelse. Det er et
samspil mellem psykologiske, social og arvemæssige faktorer. Jeg mener dog, ud
fra min erfaring med terapi med spiseforstyrrede, at der er tale om et reelt
misbrug af mad, som er udtryk for dybereliggende, følelsesmæssige problemer.
Jeg omtaler i det følgende to forklaringer på, hvad spiseforstyrrelser er for
noget.

Interpersonel psykoanalyse

Den første forklaring på spiseforstyrrelser lyder på, at misbruget
kan opfattes som en slags overlevelsesstrategi, der går ud på at dulme eller
flygte fra følelser, som er svære at rumme. Der er enighed om, at
spiseforstyrrelser kan opfattes som forsøg på at håndtere uacceptable eller
uhåndterlige følelser. Ubehagelige såvel som behagelige følelser kan mildnes,
rummes eller endda udryddes gennem planlægning af, hvad man skal spise,
overspisning og opkastning eller overdreven motion. Der er mange følelser, der
kan være svære at rumme – eksempelvis følelser i forbindelse med omsorgssvigt,
dårlig kontakt til forældre, angst for afvisning, sorg, vrede over
grænseovertrædelse, ensomhed – og endda følelser som glæde og succes.

Når følelser kan være svære at rumme, så skyldes det ofte, at man
ikke har lært, hvordan man håndterer og rummer følelser – men i stedet har lært
fra andre, at man hellere skal benægte dem. Således vil der ofte være en
tendens til, at en spiseforstyrrets forældre heller ikke har nemt ved at rumme
de følelser, der er tale om. Dette kunne eksemplificeres ved sund vrede i
forbindelse med grænsesætning. Måske man har skullet passe på sin mors
skrøbelige sind og tage sig i agt for sin far, som måske ikke har villet
acceptere nogen udfordring af sin bestemmerrolle.

De følelser, der er svære at rumme, handler ofte om tilknytning
til andre mennesker, og individualisering, som danner grundlag for identitet,
målrettet vilje og personligt ansvar. Når man har svært ved at tillade sig selv
at mærke disse typer af følelser, vil man ofte have svært ved at få tilgodeset
sine behov: alle behov dækkes med mad – hvad enten der er tale om behov for at
være tæt på andre mennesker og modtage deres interesse og omsorg, eller om der
er tale om behov for at kunne definere sig i forhold til andre mennesker og
skabe sig en identitet, der danner grundlaget for et sundt selvværd.

Det virker næsten naturligt, at mange spiseforstyrrede ikke ved,
hvorfor de er spiseforstyrrede. Det kan også virke naturligt, at de ofte er
plaget af tomhedsfølelser og ikke kender deres egne grænser – eller ved, hvad
de har lyst til (ud at over i forbindelse med mad). Dette er naturligt, fordi
en spiseforstyrrelse kan ses som et forsøg på at dulme og flygte fra sine
følelser og behov – og i det omfang det lykkes, vil man selvfølgelig ikke kende
sig selv eller kunne tilgodese sine egne behov. Hvor en spiseforstyrrelse kan
ses som et forsøg på at håndtere bestemte tunge følelser og besværlige behov,
så må det dog også anses for at være en dårlig strategi, som umiddelbart har
flere ulemper end fordele. Når dette er sagt, så skal det også siges, at
spiseforstyrrelsen måske har været den eneste mulige løsning på et tidligere
tidspunkt i ens liv. Ved en psykologs hjælp kan man dog skabe en by løsning i
ens fremtid.

Hvis man laver terapi i forbindelse med spiseforstyrrelser ud fra
denne forståelse, så handler terapien helt centralt om at skabe kontakt til
sine følelser og behov. Det er sjældent særligt effektivt at fortælle folk, at
de ikke skal være bange for deres følelser. Det er meget vigtigt, at den
spiseforstyrrede tør risikere at mærke efter og åbner øjnene for at se, at
psykologen ikke afviser dem på grund af disse følelser. Dette er langt den mest
effektive måde at opdage på, at man godt kan håndtere de typer følelser, som
man har svært ved. Dygtige psykologer kan først og fremmest skabe en stemning,
der er tryg nok til, at man tør risikere denne nye undersøgelse af sine
følelser og behov.

Den spiseforstyrrede vil ofte opleve, at vedkommende mister en del
kontrol over sit liv, når personen mærker sine følelser for første gang -
hvilket også er meget naturligt, da personen ikke tidligere har øvet sig i at
håndtere disse følelser på en god måde. Sammen med psykologen kan man dog
undersøge nye og mere adaptive måder at forvalte sine følelser og behov på, som
skaber grundlag for en meget mere holdbar livsførelse.

En rask spiseforstyrret oplever en utrolig energi i sit liv som
rask. Når al den energi, som hidtil er blevet brugt på at være optaget af mad,
bliver frigivet, ser man ofte at alle de ambitioner personen har, kan opfyldes
alene ved hjælp af dette energioverskud. For nogle vil den første periode som
rask dog være vanskelig, netop på grund af dette enorme overskud af energi – og
ikke mindst overskud af tid. Derfor er det normalt med perioder af tilbagefald
indtil den, som tidligere var spiseforstyrret, finder ud af at bruge sit
overskud konstruktivt.

Kognitiv adfærdsterapi

Den anden forklaring på spiseforstyrrelser lyder på, at den
centrale vedligeholdende faktor i spiseforstyrrelser er et dysfunktionelt
system til at vurdere selvværd. Hermed menes, at de fleste mennesker vurderer
deres værdi som mennesker på basis af en lang række variable som kvaliteten af
deres nære relationer, arbejdsindsats, evner som forælder, sportslige
præstationer og lignende. Mennesker med spiseforstyrrelser lader dog til at
vurdere deres selvværd altovervejende eller udelukkende på grundlag af deres
spisevaner, kropsfremtoning og vægt – samt deres evne til at kontrollere disse
aspekter af deres person.

Dette dysfunktionelle system til at evaluere selvværd opleves
konkret af personen som negative automatiske tanker. Ideen i begrebet negative
automatiske tanker er, at tanker, følelser og handlinger hænger sammen og
påvirker hinanden. Centralt for kognitiv adfærdsterapi er en opfattelse af, at
den fortolkning, som knytter sig til en situation, som bliver tydelig for
personen i dennes negative tanker, har en stor indflydelse på, hvad vi føler og
hvordan vi handler. Lad mig give et eksempel.

Hvis man sidder sammen med et par bekendte, som dagen inden har
oplevet noget særligt sammen, som de snakker om, vil det ikke være usædvanligt
for en spiseforstyrret at føle sig udenfor. Det vil dog heller ikke
nødvendigvis være usædvanligt i det hele taget. Hvad der kunne være beskrivende
for den spiseforstyrrede er, at personen ville fortolke situationen sådan, at
de andre ikke kan lide personen, fordi hun er fed og grim. Dette hænger sammen
med en følelse af ikke at være god nok og at miste al kontrol. Endelig afføder
det en endnu hårdere diet (for anorektikere), et spiseanfald, som efterfølgende
fører til opkastning (for bulimikere) eller trøstespisning (for overspisere).
Ingen af disse “løsninger” løser problemet.

Det som er værd at lægge mærke til her er, at fortolkningen måske
ikke er realistisk og ikke fører til følelser og handlinger, som hjælper på
situationen. I kognitiv adfærdsterapi vil man ofte søge at identificere de
automatiske negative tanker (at andre ikke kan lide en, fordi man er fed og
grim), for efterfølgende at undersøge, om de er rimelige eller skal erstattes
af nogle alternative tanker.

For det første må man undersøge de beviser, som taler for, at
andre ikke kan lide en. I denne situation taler de to bekendte om deres fælles
oplevelse – og de har måske haft fælles oplevelser tidlige, som de har talt om
på samme måde. Det beviser dog ikke, at de ikke kan lide en. Faktisk er der en
masse andre episoder, der taler for, at de faktisk godt kan lide en – hvor man
selv har været en del af de fælles oplevelser. Det vil være typisk for en
spiseforstyrrets automatiske negative tanker, at de udvælger et bestemt
negativt aspekt af virkeligheden og ser bort fra alt andet.

For det andet må man også undersøge, om man realistisk kan kaldes
fed og grim. Næsten alle anorektikere er stærkt undervægtige, og at se sig selv
som fed er i denne situation kan minde om en vrangforestilling. Bulimikere er
ofte normalvægtige, og vil således kun blive opfattet som fede, hvis
kriterierne for fedme er væsentligt anderledes end hvad de kunne være. Det er
meget typisk for spiseforstyrrede, at kriterierne for fedme og skønhed ikke
synes at være indfriet, medmindre man har nået et eller andet utopisk mål.

For det tredje må man også undersøge, om det er realistisk, at
folk ikke kan lide en, hvis man nu er fed og grim. Som regel er det kun
spiseforstyrrede, der lægger så stor vægt på fysisk fremtoning, at de antager,
at dette er det eneste kriterium for, om andre kan lide en. Ens bekendte vil
dog ofte mene, at man er et godt menneske og en god ven – uanset, at man ikke
ligner en fotomodel.

Endelig må man erstatte de tanker, som ikke er rimelige, men nogle
alternative tanker. Dette kan godt være lidt vanskeligt, da de negative tanker
netop er “automatiske”, hvilket betyder, at de indfinder sig meget
hurtigt og måske uden for bevidstheden. I det øjeblik man har undersøgt dem for
beviser, vil man dog være klar over, hvad de indeholder, og det vil være
lettere at finde et realistisk alternativ. Et alternativ til den ovenstående
negative automatiske tanke (at andre ikke kan lide en, fordi man er fed og
grim) kunne være, at 1) de kun taler mere med hinanden, fordi de lige har
oplevet noget sammen og 2) at hvis man vil være en del af samtalen, så skal der
ikke mere til end at spørge interesseret og dele de andres entusiasme.

Terapi ud fra disse retningslinier er ikke helt så ligetil, som
det kan se ud. Som nævnt under overskriften “Interpersonel
psykoanalyse”, så kan man ikke bare fortælle folk, at de skal holde op med
at være bange for noget. De er nødt til selv at opleve, at der ikke er noget at
være bange for. Hvor dette i afsnittet ovenfor implicerede, at den
spiseforstyrrede må tage chancen i det mindste sammen med psykologen, så implicerer
det i kognitiv adfærdsterapi, at man skal være systematisk. Hermed menes, at
man skal lave mange af de ovennævnte undersøgelser af tankernes rimelighed – og
erstatte urimelige tanker med alternative tanker. Efter en periode med en sådan
øvelse vil man som regel opleve, at man nu fortolker situationen på en ny måde
i retning af ens alternative tanker. Dette skaber andre, mere positive
følelser, som ikke nødvendiggør uheldige løsninger som spiseforstyrrelser. En
rask spiseforstyrret vil således ikke længere have et dysfunktionelt system til
evaluering af selvværd – og vil fremdeles opleve et meget mere positivt
selvværd, som gør mange ting meget lettere.

Læs mere her

’Emotional eaters’ bruger spisning som en strategi i forbindelse med følelsesmæssig stress, herunder følelsen af utilstrækkelighed, vanskeligheder i samspillet med andre mennesker og lavt selvværd. De bruger mad som et middel til at regulere deres negative følelser og deres lave selvværd og som trøst og kompensation for f.eks. oplevelsen af manglende omsorg. Maden bruges med andre ord til at lukke tanker og følelser ude og til at dulme oplevelsen af psykisk smerte og kaotiske følelser. De vælger typisk søde sager som chokolade, kage, slik og is.
’Restrained eaters’ er meget optaget af hele tiden at kontrollere, hvad og hvor meget de spiser med henblik på enten at tabe sig eller holde vægten. Deres spisevaner er i høj grad præget af ambivalens: Lysten til at spise (følelserne) over for ”jeg burde ikke – det feder, det er usundt” (fornuften). De har svært ved at udsætte lysten til at spise de forbudte ting og oplever, at de ingen viljestyrke har. De falder i og tænker: ”Jeg starter bare igen i morgen.”

De har en masse regler og forbud om mad og er lette ofre for de mange informationer om sund mad og slankekure i medierne. Tanker om mad og vægt fylder generelt rigtigt meget i deres hverdag. Deres tænkning er typisk sort-hvid: Enten har de fuld kontrol, eller også har de overhovedet ingen kontrol. Enten er de på slankekur, eller også overspiser de. Og vægten svinger op og ned – den såkaldte yoyo-vægt.
Kernen i problemet er den rigide kontrol med regler, forbud og afsavn, der i sig selv fører til overspisning. Målet med behandlingen er derfor fleksibel kontrol: Alt er tilladt med måde – og ikke hver dag. De spiser ligesom ’emotional eaters’ mere, når de oplever negative følelser, men i lige så høj grad, når de bliver fristet, er i sociale sammenhænge eller har drukket alkohol. Overspisning kan ligeledes udløses af opfattelsen af at have spist for meget (også selvom det objektivt ikke er tilfældet) eller, når man har overtrådt ens egne regler. De vælger ikke nødvendigvis søde sager, men mad, som de opfatter som usund og dermed forbudt.

Den onde cirkel:

Mange overspisere er mellem 30 og 40 år og har som regel gået flere år med deres problem ofte uden at vide, at der er tale om en spiseforstyrrelse. Meget tyder på, at ubehandlet overspisning er forbundet med et dårligere vægttabsforløb. I behandlingen kombineres psykologisk behandling i form af kognitiv adfærdsterapi med kostvejledning.

Læs mere her

Kort fortalt.

Stress er en reaktion i kroppen, som påvirker vores krop, psyke og adfærd.

Vi udskiller stresshormoner (cortisol), der er særdeles farlige for os i længden.

Kortvarig stress giver adrenalin, som får os til at yde ekstra (kamp/flugt-reaktion).

Fysiske symptomer: Hovedpine, hjertebanken, trykken i brystet, svimmelhed, diarré, hyppig vandladning, ondt i kroppen.

Psykiske symptomer: Hukommelsesbesvær, koncentrationsvbesvær, svært ved at træffe beslutninger, svært ved at tænke klart, rastløshed, irritabilitet, depressionsfølelser, angstanfald.

Adfærdssymptomer: Søvnbesvær, nervøsitet, ikke orke noget, initiativløs, træthed, øget rygning og alkoholindtag.

Stress er ikke fortravlethed – spørg en person der har haft stress!

Stress skabes i kontekst, i en sammenhæng, det er ikke en pludselig indefra-kommende ting – men en meningsfuld respons/reaktion på noget i verden.

Spørg dig selv:

• Hvilke beslutninger har din ledelse taget, som har øget dit stress-niveau?
• Til ledere: Hvilke beslutninger har dine kunder/leverandører taget, som har øget dit stress-niveau?
• Hvad findes i dag, som ikke fandtes på arbejdspladser for 20 år siden, som bidrager til stress? (Mobiler, hjemmecomputere, mails, (job uden fast arbejdstid), regler, cirkulærer, love…)

Eksempler:

• Mand kommer med problemet sved, nervøsitet. Han oplever det kun på arbejdet. Hans kone synes, han har forandret sig over de sidste par år. Han siger selv, han er blevet mere kontrollerende og mere perfektionistisk og retter meget på sine børn. Vi undersøger hans jobsituation og finder ud af, at der er brug for i hans nuværende job, at han er superdetaljeret og ikke laver fejl, da disse fejl ude hos kunderne vil blive forstørret op i skala (han er sælger af store løsninger). Han svedte ikke i sit tidligere job. Problemet er skabt i en sammenhæng.
• Mand fra stort IT firma kommer med stress, opfarenhed overfor kolleger og kone og børn, søvnbesvær. Han er meget optaget af sit arbejde. Han kan blive vældig vred over, når hans ledelse lader den store kunde (som de er ved at lave en løsning til) komme med krav tæt på deadlines. Han siger til dem, at der vil komme for mange fejl, og at de ikke kan nå at teste det (og at kunden så vil blive utilfreds). Det stresser ham altså helt enormt, at ledelsen ikke kan ”styre” kunden. Han forsøger at være ligeglad og tænke, at det er ledelsens ansvar, men det fratager ham hans engagement. (Vi kan arbejde med hans reaktioner, og han får det bedre på hjemmefronten, men vi kan ikke komme videre med hans reaktioner i firmaet – og han vil prøve at blive flyttet internt). Man kunne arbejde i firmaet langt mere virksomt som konsulent, i stedet for at sidde med en enkelt medarbejder. Flere kolleger omkring ham er gået ned med stress, og den tidligere leder gav op.

Pointe: Det er vigtigt at have blik for sammenhængen. Organisationer og virksomheder er altså medskabere af stress. Stressproblemer løses derfor lettest i hele organisationen og ikke som individuelt problem.

Derfor er forebyggende arbejde i virksomheder at:

• Lave mange bottom-up processer (medbestemmelse) og få top-down processer – fordi folk helst skal have en fornemmelse af agenthed (føresædet)
• At skabe stor tydelighed omkring, hvad folk skal leve op til, for at de gør deres arbejde godt nok. Skabe klarhed i produktionens domæne, så folk ikke kun skal måle sig efter personlige standarder men har virksomhedens standarder at måle sig ift. Eks. regler, værdier
• Dvs. at lederen skal være tydelig i at give ros (du gør det, du skal på en god måde), at give anerkendelse (at interessere sig for det medarbejderne har gang i) og at sige, når noget ikke går, som det skal (skaber tryghed).
• Ledere skal lytte mere og tale mindre.
• I nogle fag er det relevant med supervision på sager eller personalesupervision (psykisk arbejdsmiljø)
• Praksisser omkring oplæring, sparringspartnere, mentorer etc.
• Har du en medarbejder, der er stressramt, skal lederen tale meget med sin medarbejder og følge op på vedkommende. Sætte rammer: Sluk mobilen når du går hjem, ikke tjekke mails hjemme og tage opgaver fra vedkommende. Evt. få en konsulent til at skabe en frugtbar proces omkring dette arbejde
• Hvis en leder mærker, at medarbejderne er sure på lederen eller hinanden, og lederen ikke selv kan få hold på det, skal man skynde sig at indkalde en konsulent. Konflikter giver mindre produktion og giver måske den enkelte stress med risiko for langtidssygemeldinger (smertefuldt for den enkelte, og giver øget arbejdspres til de resterende medarbejdere).
• Som det næsten vigtigste: Folk kan godt have travlt, men de skal have agenthed, dvs have kontrol over hvordan de vil planlægge og løse opgaver, så de får en fornemmelse af at sidde bag rattet.

Arbejdspladser, systemer skaber altså problemer for folk, som rammer på individniveau – dette er et dilemma for psykologen, der kommer til at sidde med den enkelte, der er en del af et større system. Det er meget behageligt for ledere at kunne sende folk til psykolog – men ikke nødvendigvis hjælpsomt!

Hvad skaber stress på individniveau:

• Stress rammer hårdest de folk, der har lært, at det er vigtigt at leve op til andres forventninger
• Stress rammer intelligente mennesker, der føler, de bliver nødt til at leve op til de forventninger deres dygtighed skaber (hos forældre og lærere).
• Stress rammer slidere (man skal tjene sin løn), folk der er flittige ydere (man skal bidrage), er samvittighedsfulde (jeg har lovet…), perfektionistiske (alt skal følges til dørs), gerne vil have kontrol (svært at dele ud)
• Stress rammer, hvis kravene overgår det, vi kan overkomme
• Stress rammer, når vi føler os magtesløse (uden agenthed) – ikke nødvendigvis sammenhæng med arbejdstid
• Stress kan ramme, hvis vi lever langt væk fra vores værdier (i uoverensstemmelse med vores værdier)

Forebyggelse og behandling af stress på individniveau:

• Del dine oplevelser med din leder (eller lederens leder) og kolleger – find ud af om der er mulighed for ændringer på din arbejdsplads. Er du selvstændig skal du overveje, hvordan kontakten til dine kunder og levenrandører kan ændres, så det bliver mere sikkert/mindre stress-relateret.
• Del dine oplevelser med venner og familie
• Find ud af, hvad der er vigtigt, og hvad der kan skæres fra i dit arbejdsliv – træn i at sige nej
• Gør mere af det der skaber glæde i dit liv
• Afslapning, mindfulness, vejrtrækning
• Få supervision på dit arbejde eller mere personlig coaching/psykolog-samtaler
• Undersøg hvad der står på dine målebånd, hvad måler du dig selv efter? Hvilke har du fået foræret og ønsker at beholde, hvilke har du fået foræret og ønsker at sende på pension, hvilke ønsker du at få ind i dit liv?
• Og de endelig: Motion, søvn og sund kost

Se mere om hvordan en samtale med psykolog kan hjælpe dig med de første skridt

Artikel af autoriseret psykolog Stine Venge tlf. 2214 4180, mail: stine@phuset.dk

Vi vejer for meget. Og vi forsøger også tit at gøre noget ved det.
Men for mange lykkedes det ikke. Resultatet er, at vi shopper
rundt mellem et utal af slankekure, mens vægten ryger op og
ned som en yoyo.
I stedet for at sende endnu en kur med medfølgende ny livsstil på
markedet tager Inge Vinding i sin nye bog, Vægt i balance, fat om
nældens rod ved at klarlægge årsagerne til overvægten og det
anstrengte forhold til mad og spisevaner. Vægt i balance hjælper
os til at forstå, hvorfor vi gang på gang falder tilbage til de gamle
(u)vaner. Bogen indeholder to dele. Første del giver indsigt i de
psykologiske barrierer, der står i vejen for at ændre spisevaner,
og som kan spænde lige fra dårlig vane og hyggespisning til
trøstespisning og spiseforstyrrelse. Anden del giver redskaber,
vi skal bruge, for igen at få magten over vores spisevaner og
tabe os – varigt! Baggrunden for denne del er fremgangsmåder
kendt fra kognitiv adfærdsterapi og motivationsarbejde.
Inge Vindings metoder bygger på devisen ’alt er tilladt – med
måde’. De væsentligste elementer i kampen mod overvægt er
psykologi, velsmag og sund fornuft. Vægt i balance kan bruges
af alle, der vil tabe sig og leve sundere, og for hvem tanker om
mad og vægt fylder meget i det daglige. Bogen henvender sig også til
dem, der arbejder professionelt med overvægt, da den bygger på dokumenteret viden
om sammenhængen mellem følelser, spisevaner og overvægt.
Inge Vinding er, som den eneste i Danmark, både psykolog og klinisk diætist. Hun har egen praksis,
hvor hun vejleder folk i forbindelse med overvægt, spisevaner og spiseforstyrrelser. Hun arbejder
desuden som konsulent og foredragsholder og har blandt andet skrevet bogen Sundt, nemt &
lækkert – opskrifter og tips til mad i en travl hverdag.
tag magten over dine spisevaner Vægt i balance Inge Vinding

Inge Vinding kan kontaktes på e-mail inge@phuset.dk eller telefon 26 74 93 81
Læs mere på Inges side på phuset her