Sukker har i nogle kredse næsten fået status som gift. Spørgsmålet er imidlertid: Kan man blive afhængig af sukker? Eller er der tale om en spiseforstyrrelse? Eller måske blot en uhensigtsmæssig vane?

Af psykolog, klinisk diætist Inge Vinding

”Sukkerafhængig”. ”Sukkernarkoman”. ”Sukker-junkie”. Nye begreber florerer, og sukker er blevet et varmt samtaleemne. Og det er ganske rigtig noget alle har et forhold til. For vi har alle en medfødt præference for sødt. Men for nogle mennesker handler det ikke om lyst og nydelse, men derimod om en stærk trang, som giver dem en oplevelse af ikke at kunne styre indtaget af søde sager. De sammenligner sig med narkomaner. Typiske holdninger er: ”Jeg kan aldrig nøjes med et par stykker slik – jeg tømmer altid hele posen” eller ”Når jeg først starter på en plade chokolade, kan jeg ikke stoppe igen!”.

Hypotesen om sukkerafhængighed stammer fra dyreforsøg, der viser at rotter under visse omstændigheder ser ud til at kunne blive afhængige af sukker. Forstået sådan at de øger deres indtag af sukker i løbet af en forsøgsperiode hvor de får adgang til sukkeropløsning, og får abstinenssymptomer når man fjerner den igen. Resultater fra dyreforsøg kan dog ikke overføres til mennesker, blandt andet fordi en lang række sociale, kulturelle og psykologiske faktorer spiller ind når det drejer sig om mennesker. Og ser vi på humanforskningen, er der ikke megen støtte til hypotesen om sukkerafhængighed. En stor oversigtsartikel fra 2010 konkluderer at der ikke er videnskabeligt belæg for at sukker kan skabe fysisk afhængighed eller at sukkerafhængighed spiller en rolle for spiseforstyrrelser. Og et videnskabeligt symposium fra 2009 konkluderer at selv meget velsmagende madvarer ikke er afhængighedsskabende i sig selv. Det er snarere måden disse madvarer bliver præsenteret på, og måden de bliver spist på (typisk i store mængder indtaget på én gang en gang imellem, kaldet binge eating), der synes at føre til en afhængighedslignende tilstand.

Hvad er ’afhængighed’?
Men hvordan kan man så forklare at nogle mennesker oplever at være afhængige af sukker? For at svare på det, skal vi først se på hvad der egentlig menes med ’afhængighed’? Afhængighed defineres ifølge det amerikanske diagnosesystem (DSM-IV) som ”tvangsmæssigt begær efter at indtage et rusmiddel, trods alvorlige negative konsekvenser”. Er man afhængig, vil man:
• Opleve trang eller ekstremt stærkt behov
• Have svært ved at styre indtagelsen og at standse eller nedsætte forbruget
• Opleve abstinenssymptomer eller indtage rusmidlet for at ophæve eller undgå disse
• Udvikle tolerance (der skal mere til før man mærker en virkning)
• Opleve at prioritering og tidsforbrug ift. rusmidlet har en dominerende rolle i ens liv
• Fortsat indtage rusmidlet trods kropslige og psykiske skader

Der er ingen tvivl om at en række af disse punkter gælder for mennesker der oplever at være afhængige af sukker. Men sukker giver ikke fysiske abstinenssymptomer og toleranceudvikling.

Der skelnes mellem at være afhængig af stoffer og afhængig af aktiviteter, og mellem fysisk afhængighed, som er karakteriseret ved abstinenssymptomer (som fx ved misbrug af alkohol og narko), og psykisk afhængighed, der er karakteriseret ved ukontrolleret, tvangspræget brug. Psykisk afhængighed kan udvikles i forbindelse med aktiviteter som shopping, spil, sex, arbejde, motion og overspisning, men psykisk afhængighed forekommer også i forbindelse med misbrug af stoffer som nikotin, alkohol og narko, hvilket kan gøre det svært at skelne i praksis mellem de to former for afhængighed.

Hjernen belønner os
Hjernens belønningssystem spiller en stor rolle for psykisk afhængighed. Og det er her vi skal finde svaret på det spørgsmål som mange stiller sig selv igen og igen: ”Hvorfor bliver jeg ved når jeg nu godt ved at det er dumt?” Når vi spiser velsmagende mad, udløses der nogle stoffer i hjernen der får os til at slappe af, opleve nydelse, ro og velvære. Disse stoffer kaldes neurotransmittere og omfatter bl.a. opioider (der er knyttet til lyst) og dopamin (der er knyttet til trang).  Det område af hjernen der aktiveres af velsmagende mad, er det samme som aktiveres af rusmidler som alkohol, nikotin og narkotiske stoffer. Rusmidler medfører dog en betydeligt større frigivelse af neurotransmittere end mad.

De positive psykiske følger vi opnår ved at spise, virker som en form for belønning. Vi bliver med andre ord belønnet for at spise – især mad med meget energi (fedt og sukker). Og vi skal tilbage til urmennesket i os selv for at finde forklaringen på dette belønningssystem. For set ud fra et evolutionært synspunkt er det smart af naturen at udstyre os med mekanismer der giver tilfredsstillelse når vi ’arbejder’ for noget der er afgørende for vores overlevelse. Der er tale om en funktion i hjernen der har holdt mennesker i live generation efter generation. Men som i dag er årsag til at mange af os spiser mere end godt er.

Afhængighed eller spiseforstyrrelse?
Selv om der er almindelig enighed om at velsmagende mad ikke i sig selv er afhængighedsskabende, så antyder dyreforsøg, at måden hvorpå vi spiser velsmagende mad kan tænkes at have betydning, især hvis det indtages i form af binge eating. Spørgsmålet er dog om overspisning er den egentlige årsag til afhængighed, eller om der er tale om psykologiske problemer der søges ’løst’ ved at overspise, således at overspisning snarere er et symptom på et problem end årsagen til problemet. Og at den effekt overspisning har på neurotransmitterne, er med til at vedligeholde hele problemkomplekset.

Slave af søde sager for altid – eller?
Vi har altid et valg. Vi er helt klart påvirket af gener, kemi og vaner, men vi er ikke stavnsbundne af dem. Men det er stærke kræfter vi er oppe imod, så en forandring kræver at man virkelig vil den. At man får taget en forpligtende beslutning om at gøre det store og nødvendige arbejde det er at ændre en uhensigtsmæssig adfærd. Og opgiver tanken om en mirakelkur – uanset om det at spise søde sager er en form for trøstespisning, en spiseforstyrrelse (og dermed en copingstrategi der handler om at flygte fra problemer og negative følelser) eller ’blot’ en uhensigtsmæssig vane.  Måske kræver det hjælp at mestre den store udfordring som en adfærdsændring er. Det kan være via fællesskaber med andre eller via vejledning fra en diætist eller psykolog. Der er ingen simple måder. Men der er mange mulige veje.
***

Faktaboks: Vi spiser ikke kun for meget sukker
Mange opfatter som bekendt sig selv som afhængige af sukker, men i virkeligheden spiser vi sjældent ren sukker, men søde sager som chokolade, kage og is. Og forskning har da også vist at spiser vi for meget (overspiser), øger vi det samlede indtag af kulhydrat, fedt og protein, men den procentvise fordeling mellem næringsstofferne ændres ikke i nævneværdig grad – og hvis den gør, er det andelen af fedt i kosten der øges. Overspisning handler således ikke om overspisning af sukker, men om overspisning generelt; typisk med en kombination af fedt og sukker.

Faktaboks: Skal man holde sig helt væk fra søde sager?
Mange mennesker bruger en del kræfter på at undgå søde sager og opfatter nærmest sukker som det rene gift. Søde sager giver ganske rigtigt mange kalorier og næsten ingen vitaminer, mineraler og kostfibre. Men søde sager er ikke djævlen selv, og der er ingen grund til at være fanatisk!
For det første peger forskningen på at forbud og afsavn er forbundet med en øget risiko for overspisning. Med andre ord: Forsøger du at flygte fra din trang til søde sager, vil den indhente dig. Det er bedre at acceptere den og arbejde på at få et fornuftigt forhold til den. Lev efter devisen: Alt er tilladt – med måde!

For det andet ser det ud til at et måltid der også indeholder noget sødt, gør os både mere tilfredse og bedre mætte. Mæthed og tilfredshed opstår når det man spiser, dufter og smager godt. Og det kræver ikke de store mængder at tilfredsstille din trang til sødt – hvis du vel og mærke spiser med nærvær og nydelse i stedet for bare at køre maden ind mens du ser tv. Altså: Spis lidt, men godt. Und dig selv en god kvalitet, og køb kun det du skal bruge. Målet er at blive bedre til at tilfredsstille behovet for sødt på en afbalanceret måde, så du hverken fornægter dig sødt eller overspiser.
Artiklen har været publiceret i magasinet Krop & Fysik september 2011s. 28-30:  www.krop-fysik.dk.